Vor Frue Kirke Silkeborg

Månedens helgen

De følgende helgenfortællinger er for de flestes vedkommende hentet fra min bog: ”Guds venner, din bog om helgener”, katolsk Forlag 2013.
Andre er referater og oversættelser af helgenbiografier på www.katolsk.no
- Kirsten Kjærulff

December måneds helgen: Charles de Foucauld

Festdag: 1. december

Charles de Foucauld blev født den 15. september 1858 i Strasbourg i Frankrig. Han voksede op i en adelig familie. Som 6-årig mistede han og hans søster Marie deres forældre og arvede en stor formue. Bedstefaderen, der var officer, tog sig af deres opdragelse. I 1876 fulgte han i bedstefaderens fodspor og blev optaget i et militærakademi.

Som ung officer blev Charles kendt for sine dyre vaner og udsvævende liv. Men i 1880 blev han sendt til Algeriet, hvor han var indtil 1882. Her kæmpede han mod araberne, men begyndte at få respekt for dem. Han var bevæget over den store gæstfrihed, han mødte i selv de fattigste muslimske hjem. Han var berørt af den faste struktur i deres bønsliv, hvor de fem daglige bønner formede hele deres daglige tilværelse. Han begyndte at lære arabisk og at studere Koranen og senere Bibelen.

I 1886 bosatte han sig i Paris, hvor han fortsatte med at studere arabisk og islam. Charles var i disse tider meget optaget af troens spørgsmål og besøgte flere kirker, hvor han bad Gud om at give et tegn på sin eksistens. Han opsøgte pater Huvelin, præst ved Saint-Augustin kirken i Paris. Charles bad om at få noget at vide om troen, men Huvelin beordrede ham til at knæle, til at skrifte og bekende sig til Gud. Charles svarede, at det ikke var det, han var kommet for, men Huvelin fortsatte: Bekend! Charles har senere fortalt, at det var i det øjeblik, han kom til at tro på Gud og blive kristen.

Senere fulgte tre vigtige begivenheder: Huvelin holdt en prædiken, hvor han sagde, at Jesus tog sidstepladsen, den mest ydmyge af alle. Charles besluttede sig for, at han ville være med Jesus på denne sidsteplads.

Siden besøgte han et trappistkloster og så, hvordan disse munke levede som de fattigste af de fattige. Charles besluttede sig for, at han også ville være så fattig, så han indtrådte i trappistklostret. Men i vinteren 1888-89 var han på en pilgrimsrejse til Nazareth, og han besluttede, at her ville han leve lige så ydmygt og fattigt, som Jesus havde gjort de første 30 år af sit liv.

Efter at have levet 7 år som trappistmunk, flyttede han derfor til Nazareth, hvor han i fire år boede som eremit ved porten til et nonnekloster, hvor han gik til hånde som arbejdsmand. Endelig, i1901, blev han ordineret som præst og rejste til Sahara, nær Marokko, for at leve som en eremit blandt muslimske nomader. Han forsøgte ikke at omvende dem, men gennem sin livsførelse ønskede han at forkynde evangeliet ved at videregive den kærlighed, han selv havde modtaget.

Resten af sit liv levede Charles de Foucauld her, først nær en fransk militærbase, senere sammen med en beduinstamme, tuaregerne, i en landsby i Syd-Sahara. Her brugte han tiden på bøn, besøg af tuaregerne samt arbejde med at lave en tuaregisk ordbog og grammatik, en oversættelse af Det nye Testamente til tuaregisk samt oversættelser af tuaregisk poesi. Han spiste og sov så lidt som muligt. Tuaregerne respekterede ham for hans gæstfrihed og hans fromhed. Charles på sin side lod tuaregerne have deres muslimske tro i fred. Han mente ikke, at det gav mening at missionere blandt dem. Han ville hellere evangelisere med sit eksempel ved at følge Jesus i kærlighed og et ydmygt liv som den fattigste blandt fattige. Han skriver: ”Jeg tror ikke, der findes noget ord i evangeliet, som har gjort dybere indtryk på mig, og som har forandret mit liv mere end dette: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mindste brødre, det har I gjort mod mig”. Et andet sted skriver han: ”Jeg kan ikke tale direkte til dem om Vorherre; det ville være en provokation, der ville få dem til at vende mig ryggen. Jeg søger snarere at skabe tillid, at være venlig, hjælpsom, give dem et råd, lytte til deres fortællinger og knytte venskab med dem. Nogle gange opmuntrer jeg diskret til, at de følger deres religion…”

Men inderst inde havde han et brændende ønske om, at de en dag måtte få at vide, at Gud er deres Far, og at Jesus er død for dem. Når han arbejdede så hårdt på at lave en ordbog og oversætte Det nye Testamente til tuaregernes sprog, var det for at bane vejen for, at de engang kunne blive indført i kristendommen.

Det vigtigste for ham var den totale overgivelse til Guds vilje. Det kommer til udtryk i hans bøn:
”Min Far,
jeg giver mig helt til dig, gør med mig, hvad du vil.
Hvad du end gør med mig,
så takker jeg dig.
Jeg er parat til alt, jeg tager imod alt.
Hvis bare din vilje sker med mig og alle dine skabninger,
så ønsker jeg intet andet, min Gud.
Jeg betror min ånd i dine hænder.
Jeg giver den til dig, min Gud,
med hele mit hjertes kærlighed,
for jeg elsker dig,
og fordi min kærlighed kræver,
at jeg giver mig selv,
at jeg betror mig i dine hænder, uden forbehold,
med en uendelig tillid,
for du er min Far.
Amen.

Den 1.december 1916 blev han skudt af en gruppe røvere under en revolte, vendt mod den franske kolonimagt.

I Frankrig var det lykkedes Charles de Foucauld at danne en lille gruppe af tilhængere, som gik under navnet Foreningen af brødre og søstre af Det Hellige Hjerte.

I 1936 grundlagde René Voillaume fællesskabet Jesu Små Brødre. I 1939 grundlagde Madeleine Hutin Jesu små søstre, som nu har kommuniteter over det meste af verden, bl.a. to i Danmark, i København og i Øm.

I 2005 blev Charles de Foucauld saligkåret af Pave Benedikt den 16.
I 2015 blev Charles de Foucauld helgenkåret af Pave Frans.

November måneds helgen: Elisabeth af Thüringen

ELISABETH AF THÜRINGEN (- eller af Ungarn) (1207 – 1231)
Festdag: 17. november

Elisabeth var kongedatter, født i Ungarn. Både kongen, Kong Andreas II, og hans dronning var ud af mægtige og rige slægter, og det vigtigste for dem var at fastholde deres magt og rigdom. Derfor besluttede de, at den lille Prinsesse skulle giftes med en mand fra en lige så mægtig og rig familie.

Fyrsten på Wartburg i Thüringen havde to sønner, så da Elisabeth var 4 år gammel blev de to
familier enige om, at hun skulle giftes med en af disse sønner, som da var 11 år gammel. Den lille prinsesse blev derfor ført til borgen Wartburg med et så vældigt brudefølge og så rige brudegaver, at der aldrig var set magen til i Thüringerland. Der var guld, sølv og ædelsten i store mængder, pragtfulde klæder af fløjl, silke og pelsværk, og et badekar af det pureste sølv, som den lille kongedatter skulle bades i.

Prinsesse Elisabeth af Ungarn voksede nu op på fyrsteborgen i Thüringen. Hun havde fået et par af sine bedste legekammerater med hjemme fra Ungarn. Hun var en strålende glad og munter pige, men snart fik hun verdens ondskab at føle, da der kom bud om, at hendes mor, Dronning Gertrud, var blevet myrdet. Da var hun 6 år gammel. Og nu begyndte det også at gå op for hende, hvor megen nød, der var lige uden for borgens mure og nede i byen Eisenach. Hun så stadig mere klart den skærende modsætning mellem hoffets vilde luksus og den forfærdende fattigdom og elendighed, som rådede blandt almindelige mennesker. Selv om hun endnu kun var et barn, så hun, at en så himmelråbende forskel mellem rigdom og elendighed måtte være imod Guds bud. Derfor begyndte den rige kongedatter nu at klæde sig i stadig mere enkle og beskedne klæder – at gå med bare fødder, uden smykker, pelsværk, silke, fløjl og alt det andet, som adelsfolk ellers plejede at pyntede sig med. Om søndagen, når fyrstefamilien gik til messe, plejede kvinderne at bære pragtfulde kroner eller diademer af guld, sølv, perler og ædelsten. Men Elisabeth tog en simpel ulden kjole på af den slags, som landsbykonerne brugte, og hun tog sin guldkrone af.

Slottets beboere var forargede og skældte hende ud for at ligne en tjenestepige eller en snerpet nonne i stedet for en kongedatter og tysk fyrstinde. "Hvordan kan jeg bære en krone af guld, når Jesus bærer en krone af torne?" svarede hun. Mere og mere pinte det hende, at hun ikke kunne leve helt som Jesus havde sagt: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Den rige fyrstefamilie på Wartburg beskyldte hende for at være fra forstanden og forfulgte hende stadig mere hadefuldt. Kun én forsvarede hende. Det var den unge Ludvig, hendes trolovede. Han var lige så from og godhjertet som hun, og han elskede hende og beundrede hendes store gavmildhed og barmhjertighed mod de fattige.

Da Elisabeth var 15 år gammel, blev deres bryllup fejret med fyrstelig pragt. Til trods for, at det var deres forældre, som havde bestemt, at de skulle giftes, elskede de hinanden med en kærlighed lige så glødende og lidenskabelig som den, man læser om i middelalderens ridderromaner. Nu fik det ødsle luksusliv på borgen en ende, for Ludvig var enig med sin unge kone i, at de måtte prøve at leve sådan som Jesus havde sagt: ”I skal være barmhjertige og dele, hvad I har, med dem, som ingenting har”. Gang på gang solgte hun ud af sine rigdomme for at hjælpe de fattige og syge nede i Eisenach ved borgens fod. Ludvig elskede Elisabeth og støttede hende, når hun gik ud og gav de fattige mad, plejede de syge og tog sig af forældreløse børn.

En dag, hvor Ludvig var ude at rejse, havde hun taget en spedalsk mand ind på slottet for at behandle ham. Hun vaskede hans betændte sår, behandlede dem med olie og helbredende urter, og til sidst lagde hun ham i sin ægtemands seng, for bedre at kunne pleje ham. Imidlertid kom Ludvig uventet hjem. Hans mor, den gamle fyrstinde, var rasende over den måde, Elisabeth levede på, så hun trak Ludvig ind i soveværelset for at vise ham, at der lå en fremmed mand i hans ægteseng: "Nu skal du se, hvad din kone foretager sig, når du er væk!" Han rev dynen af, men hvad så han? I stedet for den spedalske så han den korsfæstede Frelser ligge i sin seng. Han stod som naglet til jorden, for var det ikke præcis det, Jesus havde sagt: "Alt hvad du gør mod en af disse mine mindste, har du gjort imod mig". Bevæget og ydmyg sagde han til Elisabeth, som var fulgt efter ham: ”Min elskede kone, sådanne gæster må du gerne tit lægge i min seng! Du skal ikke lade nogen standse dig i at vise barmhjertighed".

Sådan støttede han hende i hendes omsorg for de fattige og syge. Nede i Eisenach for foden af Wartburg grundlagde de sammen et sygehus, som de opkaldte efter Den hellige Frans af Assisi, som stadig levede i Italien, og som på denne tid også var ved at blive kendt i Tyskland.

I året 1225 kom der en stor hungersnød, så stor, at de fattige måtte blande jord i deres mel, når de bagte brød, og de måtte slagte deres sidste køer og heste, ja selv deres hunde og katte måtte de slagte og spise for ikke at dø af sult. Ludvig var på det tidspunkt i Italien hos Kejseren, og den 18-årige borgfrue havde ansvaret for hans besiddelser. Resolut åbnede hun alle borgens private kornkamre og sørgede for mad til de sultende. I denne periode kom der hver dag omkring 900 fattige op på Wartburg for at få mad. Ludvigs skatkammer, hvor han gemte 64.000 guldstykker, tømte hun til sidste skilling for at bespise de mange sultende.

Da Ludvig kom tilbage fra Italien, var borgens sidste reserver ved at være opbrugt. Hadefulde
forvaltere og familiemedlemmer anklagede den forrykte borgfrue for at have bragt fyrstehuset til fallittens rand. Men Ludvig vinkede dem af med kærlig overbærenhed og sagde: "Lad hende dog gøre alt det gode, hun vil. Lad hende dog give Gud alt, bare hun lader mig beholde Wartburg."

Sommeren 1227 drog Ludvig på korstog med Kejser Frederik II. De skulle til Jerusalem for at befri den hellige grav fra muslimerne. Elisabeth var ulykkelig over, at de skulle skilles, så hun fulgte ham på sin hest hele den første dag, men var så nødt til at vende hjem. Men Ludvig nåede aldrig til Det hellige Land. Han døde af pest kun tre måneder senere. Det fortælles, at da budskabet om hans død nåede Elisabeth, løb hun vildt skrigende af fortvivlelse gennem hele slottet. Få dage efter fødte hun sit tredje barn, men nu var hun enke og uden beskyttelse mod alle de mennesker, som hadede hende på grund af hendes gavmildhed og var provokerede af hendes ydmyge måde at leve på. Ludvigs bror, som nu overtog magten på Wartburg, forlangte, at hun enten skulle tilpasse sig det fyrstelige luksusliv ved hoffet, eller også skulle hun forlade borgen som tigger.

Elisabeth var ikke i tvivl. Hun hverken ville eller kunne tilpasse sig den overdådige og sløsede måde at leve på, så hun forlod Wartburg med sine tre små børn midt om vinteren helt uden beskyttelse, for Ludvigs bror havde også forbudt byens borgere at hjælpe hende.

Hun havde jo hørt om Frans af Assisi, for han havde nogle år tidligere, i 1221, sendt nogle af sine brødre til Tyskland. De var også kommet til Thüringen, og Elisabeth havde selv beskyttet dem og egenhændigt spundet uld til deres munkekutter og skænket dem et kapel i Eisenach.

Som tak havde Frans selv sendt hende en bodsklæding af ufarvet uld, som hun tog på, hver gang hun gik ned i byen for at tjene de fattige. (Elisabeths bodsklædning hænger endnu den dag i dag i et glasskab i sognekirken i landsbyen Oberwalluf ved Rhinen).

Elisabeth stod nu helt alene i verden, og hun besluttede derfor at træde ind i franciskanernes tredje orden. Da Ludvigs riddere kom tilbage fra korstoget, sørgede de for, at Elisabeth fik noget af den medgift tilbage, som hun selv som barn havde medbragt til Wartburg. For de penge byggede hun et hospital, hvor hun plejede de syge, som ikke kunne komme ind på andre sygehuse. Herefter arbejdede hun udelukkende for at tjene de fattige, syge og gamle. Hun spandt og syede selv tøj til defattige, hun gjorde rent hos dem, og tog endda ud at fiske for at skaffe mad til de sultende. Hun plejede de spedalske, rensede og forbandt deres stinkende sår. "Hvor er det dejligt", sagde hun til en af de piger, der hjalp hende, ”at vi sådan må bade og pleje vor Herre!" For det var Jesus, hun så i hver eneste af de stakler, som hun hjalp. Det var kærligheden til Ham, som var drivkraften i hendes hengivelse for andre.

Elisabeth var utrættelig med at tjene dem, som var i nød. Hun skånede aldrig sig selv, men sled
bogstaveligt talt sig selv op. Hun blev syg og døde den 17. november 1231, kun 24 år gammel, og det fortælles, at der fra hendes legeme udgik en vidunderlig duft, som havde helbredende virkning.

Allerede den 27. maj 1235, kun fire år efter sin død, blev hun helgenkåret – 7 år efter Frans af
Assisi, som havde været hendes store forbillede. Lige som Frans, havde hun givet afkald på alt: Rigdom, magt, pragt og berømmelse for at blive en tjener for andre mennesker. Lige som Frans havde hun levet i Kristi efterfølgelse i fattigdom og ydmyghed, selv om hun var født som kongedatter og kunne have været en af de rigeste og mægtigste kvinder i riddertidens Europa.

Hun gav hver eneste dag af sit liv for at være alles tjener. ”Større kærlighed har ingen, end den som giver sit liv for sine venner", siger Jesus.

Kirsten Kjærulff

November måneds helgen: Martin af Tours

MARTIN AF TOURS

Festdag: 11. november

Den hellige Martin af Tours blev født i 316 i Ungarn. Hans Far var en hedensk officer, så derfor blev han opkaldt efter den romerske krigsgud, Mars, som betyder ”den modige og tapre”.

Da Martin var 10 år gammel besluttede han, at han ville være kristen, men forældrene forbød ham det. Allerede som 12-årig besluttede han, at han ville leve som eneboer, men forældrene modsatte sig igen hans ønske, for de havde besluttet, at sønnen skulle gå i faderens fodspor som officer i hæren, så derfor bragte de ham i 331 den femtenårige Martin til et kavaleriregiment i den romerske galliske armé. I hæren udmærkede Martin sig hurtigt og blev snart udnævnt til kavaleriofficer. Da han var blevet 18 år gennemførte han sin beslutning om at blive døbt.

Baggrunden skal have været denne oplevelse, som man ofte ser afbilledet i kunsten:

En iskold vinteraften kom Martin som ung romersk officer ridende sammen med nogle kammerater. Ved byporten i Amiens stod der en næsten nøgen tigger, skælvende af kulde, og bad om en almisse. Ingen brød sig om ham, og Martin havde ingen penge på sig, så han tog sit sværd og delte sin kappe i to og gav staklen den ene halvdel. Han svøbte den anden halvdel om sig og brød sig ikke om kammeraternes hånlige latter. Samme nat så han i et syn Kristus klædt i den halve kappe, mens han sagde til den hærskare af engle, som omgav ham: ”Denne kappe har jeg fået af Martin, som endnu ikke er døbt.” Dette gjorde så stærkt indtryk på ham, at han straks løb bort for at lade sig døbe.

Senere gennemførte han sin beslutning om at forlade militæret og leve som eneboer og helt hellige sig sit liv med Kristus. Han boede i en hule ved bredden af Loire. Her samledes efterhånden mange, som havde samme indstilling som Martin. Om søndagen samlede de sig til messe og samvær. Dette regnes som det første kloster i Gallien og det første store kloster i vesten. Her boede Martin i ti år og vejledte sine disciple. Klosteret blev også et samlingspunkt for befolkningen i landsbyerne omkring.

Martins fromme bodsliv og hans mange undergerninger gjorde stort indtryk på folket og præsteskabet i Tours nord for Poitiers. Så da den hellige biskop Lidorius af Tours, døde i 371 eller 372, begyndte præsterne at forlange Martin som ny biskop af Tours. Men i sin store ydmyghed ville han ikke acceptere embedet, for han ønskede fremfor alt at leve et liv i afsondrethed. Legenden fortæller:

Da folket ville vælge Martin til biskop, prøvede han at gemme sig bort blandt gæssene for at undgå valget. Men da folkene gik og ledte efter ham, skræppede gæssene så højt, at hans gemmested blev afsløret.

For at straffe gæssene er den skik blev indført, at man spiser ”Mortensgås” på mortensaften. (Morten er den danske version af det latinske Martin).

Oktober måneds helgen: Frans af Assisi

FRANS (1182 – 1226)

Festdag: 4. oktober

Assisi er en lille by i Italien. Her levede i begyndelsen af 1200-tallet en ung mand, Frans, som var en munter ung mand, søn af en af de rigeste mænd i byen. Faderen hed Bernardone og handlede med kostbare stoffer, som han købte i fjerne lande. Frans elskede fest og ballade, han elskede at synge og spille ligesom de franske spillemænd, troubadourerne, der rejste fra land til land for at underholde ved riddernes hoffer. Han ville også være troubadour og sidde for de skønne fruers fødder og synge ømme viser om kærlighed. Han ville også være en ridder med mange penge, ædle heste, skrappe våben, flotte klæder og en vældig ridderborg. Han var derfor begejstret, da han som tyveårig kunne drage i krig mod nabobyen Perugia. Nu skulle han ud og blive berømt. Uheldigvis blev han taget til fange og sad i over et år i et skummelt fangehul, men da han endelig slap ud, var han alligevel parat til at tage af sted igen til en endnu større opgave: Han skulle med på korstog til Det hellige Land. Hans Far var stolt af sin søn og gav ham det bedste og dyreste udstyr, og igen drog han glad af sted.

Men på vejen mødte han en af de spedalske, som på grund af sin sygdom var udstødt af samfundet og nu levede i yderste fattigdom. Spedalskhed er en uhyggelig smitsom sygdom, hvor folk mister hænder og fødder eller andre dele af kroppen. Frans fik så stor medlidenhed med ham, at han sprang af hesten, omfavnede og kyssede den stakkels mand og gav ham alle sine penge. Han følte pludselig, at Gud ville noget andet med ham end krig, korstog og flot udstyr. Han solgte det hele og forærede pengene til de spedalske og de andre fattige. Han følte, at det liv, han havde levet indtil nu med sine muntre venner, var tomt og uden mening, så han gemte sig i en hule oven over byen for at være alene og for at bede og finde ud af, hvad Gud ville med ham. Neden for Assisi lå en lille forfalden kirke, San Damiano. Nu gik han sommetider her ned for at bede. Kirken var så fattig, at præsten ikke engang havde råd til at købe olie til lampen foran billedet af den korsfæstede Kristus. Mens Frans var hensunket i bøn i den halvmørke kirke, hørt han pludselig nogen tale. Det var Jesus på korset: "Frans, sæt mit hus i stand, det er ved at forfalde". Tre gange sagde Jesus de samme ord. Frans blev forskrækket, men også glad. Nu vidste han, hvad Gud ønskede af ham. Han skyndte sig hjem til sin Fars butik og tog en ordentlig bunke af de fineste og dyreste stofruller, sprang op på en af Faderens heste, og så red han til den nabobyen og solgte både hest og stoffer på markedet. Nu måtte han jo gå på sine ben tilbage til San Damiano, men lommerne havde han fulde af penge, og dem gav han alle sammen til præsten, så han kunne begynde at genopbygge den forfaldne kirke, som Jesus havde sagt. Da hans Far fandt ud af, hvad der var sket, blev han rasende. Han bankede ham og låste ham inde i husets kælder med tunge jernlænker om fødderne. Men så snart Faderen var borte, slap Moderen ham fri igen, og han tog tilbage til præsten i San Damiano. Nu ville han bo hos ham. Hans Far fik dog fat i ham igen, og nu slæbte han ham for retten. Dommeren var byens Biskop, og rettergangen blev hold midt på byens torv: Frans blev gjort arveløs og skulle betale alle de penge tilbage, han havde givet til kirken. Men det ville Frans ikke: "De penge tilhører de fattige," sagde han, "men alt det andet vil jeg give afkald på, også det tøj, jeg har på, for det tilhører også Bernardone! Det er ham, jeg indtil nu har kaldt min Far, men fra nu af har jeg kun én Far: Min Far i Himlen." Så smed han alt sit tøj midt på torvet foran biskoppen og alle byens borgere. Biskoppen sprang op og svøbte ham ind i en kappe, så han ikke skulle stå der uden en trevl på kroppen.

Men nu var Frans helt fri, og nu gik han ud af byen og ud i verden som tigger, den fattigste af alle fattige. Han ville leve lige som Jesus, der også gav alt til de fattige. Han slog sig først ned i en hytte lidt uden for Assisi. Her levede han af at tigge og arbejde lidt for folk. Hvad han fik, gav han straks til de fattige og de spedalske. Han begyndte også at prædike for dem: "Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet".

Folkene oppe i Assisi rystede på hovedet og mente, at Bernardones søn var blevet splittertosset. Men alligevel dukkede først den ene, så den anden op for at slutte sig til ham. Frans levede jo faktisk præcis sådan, som Jesus havde sagt man skulle. Og nu var han altid glad, meget gladere end dengang han brugte masser af penge på fornøjelser. Ligesom Frans var vennerne blevet trætte af, at det kun var penge og berømmelse, folk var interesserede i, og de var trætte af de evindelige krige mellem de forskellige byer i Italien. I stedet begyndte de nu at leve sammen på Frans´ måde: Fattigt og ydmygt. Deres dyre klæder skiftede de ud med en grov ulden kutte, et reb om livet og bare fødder – og intet andet. De tiggede, og de arbejdede for folk, og hvad de fik, delte de med de spedalske og de andre fattige. Men først og fremmest bad de sammen og gik så rundt to og to og fortalte folk om Gud. Lige som Jesus og Hans disciple havde gjort. De havde jo opdaget, at kun når man tror på Gud, er man helt fri og helt lykkelig.

Frans elskede Guds skaberværk. Alt i naturen fortalte ham om Gud. Alt havde Han jo skabt af kærlighed: Det mindste græsstrå, den mindste orm, solen og de fjerneste stjerner, lige sm han selv var skabt og elsket af Gud. Derfor syntes han, at alt i naturen var hans søskende: Broder sol, søster måne – broder ild, søster vand. Selv døden så han som sin ven og gode søster, fordi den jo var porten ind til Gud – til det evige liv og den fuldkomne glæde. Dyrene var hans gode venner. Det er der mange fortællinger om, f. eks. at han prædikede for fuglene, som kom hen til ham og sad lige så stille og hørt efter, hvad han sagde.

En gang kom han til en by, Gubbio, hvor folk var meget bange for en stor ulv, som levede i nærheden, og som næsten hver dag dræbte nogle af deres får og geder og også somme tider havde dræbt nogle af byens beboere. Frans har nok tænkt: Ja, det er jo ikke så godt, men ulven er måske sulten? Så han gik ud til dens hule, og straks kom den da også farende for at kaste sig over ham. Men Frans stod ganske stille, slog korsets tegn og sagde"I Jesu navn, broder ulv, jeg befaler dig ikke at gøre nogen ondt!" Og sandelig: Ulven blev helt rolig og kom hen og lagde sig for fødderne af ham. Frans talte alvorligt til den og sagde:"Hvis folk i byen sørger for, at du hver dag får mad nok, vil du så love, at du aldrig mere vil overfalde og dræbe nogen?". Ulven nikkede. Han klappede den på hovedet og rakte hånden frem. Så løftede ulven sin højre forpote og lagde den i Frans' hånd. Fra den dag færdedes ulven i byen som en tam hund og fik mad af folkene der. Aldrig mere gjorde den nogen noget ondt.

Efterhånden havde der samlet sig tusindvis af folk, som ønskede at følge Frans' eksempel: At leve fattigt og ydmygt lige som Jesus. Derfor vandrede Frans til Rom for at få Pavens tilladelse til at stifte en rigtig munkeorden. Da Paven hørte de leveregler, Frans havde nedskrevet for sit fællesskab, kunne han se, at det simpelthen var de samme ting, som Jesus havde sagt, så derfor gav han sin tilladelse. Nu begyndte der at komme franciskanermunke i hele Europa, også i Danmark.

Julen 1223 var Frans vandret til byen Grecchio i Rieti-dalen. Han elskede at tænke over, hvordan Jesusbarnet var blevet født i en stald som et fattigt og hjælpeløst barn, Han, som var Gud, alle tings Skaber og Universets Konge. Derfor fik han den idé, at han i sin juleprædiken ville vise, hvordan det var gået til julenat i Betlehem: Han lånte en stald, hvor han anbragte en okse og et æsel Han bad byens smukkeste jomfru klæde sig på som Jomfru Maria, en god og retfærdig mand skulle være Josef, og en nyfødt lille dreng blev lagt i høet i krybben. Han skulle være det lille Jesusbarn. Der har sikkert også været både engle og hyrder. Det, han ville vise menigheden, var den hellige families fattigdom, ydmyghed og uskyld. Byens folk strømmede til midnatsmessen julenat. Det var Frans, der som diakon læste juleevangeliet: "Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra Kejser Augustus .." Dvs. han læste det ikke, nej, han SANG det. Han havde stadig sin ungdoms smukke sangstemme. Han sang evangeliet med sådan en hengivelse, at folk græd.

Siden den tid har man hver jul opstillet julekrybber i kirker over hele verden.

Kort tid efter trak han sig tilbage helt alene til et øde bjerg, La Verna. Kun hans nærmeste ven, broder Leo, fik lov at være hos ham. Frans var kun 42 år, men han var svag og syg, fordi han havde levet så hårdt et liv. Han var også blevet næsten blind. Han længtes meget efter Jesus, som han vidste havde gennemgået meget større lidelser og var død på korset for menneskernes frelses skyld. Han ønskede så inderligt at blive forenet med sin Herre, også i Hans lidelse. Han bad brændende af længsel om at måtte blive forenet med Jesus. Da skete der noget helt ubegribeligt: Han så en vældig engel, som holdt korset med den korsfæstede Kristus. Pludselig udsprang en lysende stråle næsten som et lyn fra Jesu gennemborede hænder, fødder og side: Strålerne ramte Frans på de samme steder, og i det øjeblik blev også hans hænder, fødder og side gennemboret som af store nagler og spyd. Resten af sit liv bar han disse sår, som vedblev at være åbne og blødende og smertede så meget, at han næsten ikke kunne gå, men måtte bæres rundt. Hans brændende ønske var blevet opfyldt; Han fik lov at få del i Jesu lidelse.

Han døde to år senere i sit elskede San Damiano. Da han lå på sit dødsleje blind og forpint af smerter, takkede han Gud for "søster død", og han skrev sin dejlige "Solsang", hvor han lovpriser Gud for Hans vidunderlige skaberværk, solen, månen, stjernerne, dyr, blomster, fugle og alt det skønne i naturen.

Han var kun 45 år, da han døde, men hans ånd lever endnu i de mange franciskanerklostre over hele jorden og i alle de almindelige mennesker, der følger hans vej. Det vil sige at lovprise Gud for Hans skaberværk og gøre, hvad vi kan, for at beskytte naturen. Det betyder at give afkald på rigdom og berømmelse og i stedet leve i ydmyghed og nøjsomhed. Det betyder at gøre Gud til centrum i sit liv. Det betyder at elske og tjene sine medmennesker, for "alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig", siger Jesus.

Kirsten Kjærulff

Oktober måneds helgen: Therese af Lisieux

TERESE AF LISIEUX (1873-1897)
Helgendag: 1. oktober

Terese blev født i en lille by i det nordlige Frankrig. Hendes Far, Louis Martin, var urmager. Hendes Mor hed Zélie og var dygtig til at lave de berømte kniplinger, som området er kendt for. De var meget fromme og gode mennesker, og egentlig havde de begge tænkt at gå i kloster. Det var dog ikke blevet til noget, men til gengæld gik alle deres fem døtre i kloster.

Teresa var den yngste af børnene, og hun voksede op omgivet af kærlighed både fra forældrene og de større søskende. Men da Teresa var fire år gammel, døde hendes Mor, og den ældste af hendes søstre, Pauline, blev nu som en mor for hende. Terese var som lillesøster familiens yndling. Faderen kaldte hende ”sin lille prinsesse”. Familien levede et inderligt katolsk liv, og allerede da Terese var seks år gammel, gik hun første gang til skrifte, og da hun var otte, fik hun sin første kommunion. Da hun var ni oplevede hun en stor sorg: Hendes søster Pauline, der jo var blevet hendes reservemor og havde taget sig af de børnenes religiøse opdragelse, havde besluttet at gå i kloster, og hun trådte nu ind hos karmelitterne i Lisieux.

I 1886 gik også hendes anden søster, Marie, ind i karmelitterklosteret. Året efter fortalte Terese, der nu var blevet 14 år, at nu ville hun også indtræde i klosteret i Lisieux. Hendes Far gav hende lov, men klosteret og stedets Biskop sagde, at hun var alt for ung. Men så drog hun på valfart til Rom sammen med sin Far, og det lykkedes dem at komme i audiens hos Pave Leo d. 13. Da det var hendes tur til at knæle for Paven og modtage hans velsignelse, tog hun mod til sig, brød regelen om tavshed og sagde: ”Lad mig få lov at gå i kloster, når jeg bliver femten år”. Paven var tydelig imponeret, men han sagde, at hun måtte adlyde biskoppen og klosterets leder. Terese var dybt skuffet. Hun havde troet, at Paven ville få de andre til at opgive deres beslutning.

I tiden derefter har hun sikkert bedt meget inderligt til Gud, for et halvt år efter fik hun alligevel lov at indtræde i klosteret, selv om hun kun var 15 år. Hun fik klosternavnet Terese af Jesusbarnet. Det viste sig at være godt, at hun fik lov at indtræde så tidligt, for ellers var det måske aldrig blevet til noget. Hun døde, allerede da hun var 24 år.

De ni år, som var tilbage af hendes liv, levede hun et helt almindeligt, stilfærdigt klosterliv som andre unge nonner. Hun udførte ingen heltegerninger, men gjorde sig umage med at opfylde alle sine almindelige pligter særlig godt, både de daglige bønner sammen med de andre nonner og alle opgaverne i køkken og have. Alt gjorde hun af kærlighed til Jesus. Alligevel blev hun tit angrebet af tvivl, om Gud virkelig elskede hende. Især mod slutningen af sit korte liv følte hun et stort mørke, hvor hun slet ikke syntes, hun kunne finde Gud. Alligevel holdt hun tappert fast ved, at hun ville gøre alt af kærlighed til Jesus. Hun kaldte det sin ”lille vej”. Det betyder en vej til Gud, som er så enkel, at selv det mindste barn kan finde den: Bare elske Gud af hele sit hjerte og have tillid til, at Jesus bærer en på sine arme, også selv om man lever et helt almindeligt liv uden store mirakler eller heltegerninger. Terese var så hjertensgod, og det, hun sagde, ligger så tæt op ad Evangeliernes budskab, at hun efter sin død blev udnævnt til kirkelærer, også selv om hun jo slet ikke havde forstand på teologi. Men hun kunne Bibelen næsten udenad, og hun havde mod, offervilje og total lydighed til at leve efter dens budskaber. Hun længtes efter at blive hellig, - at blive en helgen – og det er noget alle mennesker er kaldede til at blive.

Allerede mens hun levede, blev hun regnet for at være hellig. Hun længtes i den grad efter Jesus, at hun havde fået en særlig tilladelse til at modtage kommunionen hver dag. Det var ikke almindeligt dengang, så derfor blev hun tit mobbet af priorinden og af sine medsøstre, men hun sagde til priorinden: ”Moder, når jeg er død, vil jeg overbevise dig om, at det er godt.” Senere blev det da også almindeligt anbefalet i Kirken, at man, hvis det er muligt, hver dag kommer til messe og modtager den hellige kommunion.

I 1895 blev hun angrebet af tuberkulose. Da var hendes egen søster, Pauline, blevet priorinde. Hun bar klosternavnet Søster Agnes. Hun gav hende nu den opgave at skrive alt ned, som hun kunne huske både fra sin barndom og fra sit voksenliv. ”En sjæls historie” kom værket til at hedde. Sandsynligvis var Søster Terese aldrig blevet kendt, hvis ikke hun havde skrevet sine erindringer. Hun skrev bl.a. ”Du kan se, at jeg bare er en lille sjæl, og at jeg kun kan tilbyde Gud nogle helt små ting. På min ”lille vej” er der kun helt almindelige ting. Selv de mindste sjæle kan gøre det samme som jeg”.

Teresa var også et legebarn med humoristisk sans. Hun skriver f. eks., at hun leger, hun er på besøg hos den hellige familie i Nazaret. ”Hvis jeg bliver tilbudt salat, kold fisk, vin eller noget andet stærkt, giver jeg det til den gode St. Josef. De varme retter og de modne frugter giver jeg til den hellige Jomfru. Jesusbarnet giver jeg suppe, ris og syltetøj. Men hvis jeg bliver budt noget, jeg ikke så godt kan lide, siger jeg muntert til mig selv: ”Min lille pige, i dag er det alt sammen til dig selv!”

Terese havde altid ønsket at blive missionær, men da hun nu var blevet alvorligt syg, måtte hun opgive den tanke. Men hun bad altid for alle missionærer og for hele menneskehedens frelse. Derfor blev hun også udnævnt til at være skytshelgen for missionærer. Moder Teresa af Calcutta ønskede netop derfor at få navnet Teresa.

I juli 1897 var Terese blevet så dårlig, at hun ikke engang kunne modtage den hellige kommunion, og den 30. september døde hun efter store lidelser, som hun bar stille og tålmodigt.

Terese af Lisieux er en af de mest folkekære helgener i nutiden. Netop med sin ”lille vej” har hun vist, at enhver kan opnå hellighed, lige meget hvor ukendt, almindelig, eller småt begavet man er. Det handler kun om at gøre de små, daglige ting i fuldendt kærlighed til Gud. Han elsker jo netop de små, de svage, de enfoldige, de ”fattige i ånden”.

Paulus siger det på denne måde: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud” (1. Kor 1,27)

September måneds helgen: Hildegard

HILDEGARD (1098 – 1179)
Helgendag: 17. september

På en ridderborg ved Rhinen blev der i året 1098 født en lille pige, som blev døbt Hildegard. De havde mange børn på borgen. Hildegard var nummer 10, og hun var et lille pjok, som var syg hele tiden. Da hun blev større, gik hun også meget for sig selv, så hendes ni søskende syntes, hun var en underlig en. Hun fortalte dem om store og vidunderlige ting, hun kunne høre og se i Guds virkelighed, men de andre kunne hverken se eller høre det, hun fortalte om, så de troede, hun var lidt skør.

Men faktisk var det rigtig nok. Gud lod hende se, hvordan Han har skabt alt i naturen, så det passer sammen, og hvordan Hans kærlighed er det, som får alt til at leve, og hvordan menneskene skal hjælpe Ham med at passe på naturen og hele skaberværket. Han lod hende forstå, hvordan havet og floderne, jorden og himlen, planter og dyr er én stor familie af levende skabninger, som på en måde er en del af Gud selv. Det allerbedste af det, Han havde skabt, var menneskene, fordi Han skabte dem, så de lignede Ham selv. Han viste hende, at alt var skabt til at være helligt og leve evigt med Ham i Paradiset, og menneskene skulle være Hans medhjælpere i hele den dejlige verden.

Men Han viste hende også, hvordan ondskaben med sygdom og død, krig og forbrydelser, kom ind og ødelagde det gode og smukke, Gud havde skabt.
Hvordan kunne det dog ske?
Det var fordi menneskene ikke ville nøjes med at være Guds medhjælpere. De ville selv bestemme det hele. De troede, de selv kunne finde ud af, hvad der var godt, og hvad der var ondt. De troede, at de helt kunne undvære Gud, så de satte Ham fra bestillingen og satte sig selv på Hans trone. Og fra det øjeblik gik alting galt.

Men Gud fortalte hende også om, hvordan Jesus var kommet ind i verden for at frelse hele skaberværket og genoprette alt det, som menneskene havde ødelagt, og hvordan det hele skal gå til ved verdens ende.

Næsten hver eneste dag fortalte Gud hende om alle disse ting, og Han sagde, hun skulle skrive det ned og fortælle det til alle mennesker i verden, først og fremmest til de kristne.

Et menneske, som Gud giver så stor en opgave, kaldes en profet, dvs. et talerør for Gud.

Hildegards forældre og deres præst forstod godt, at Gud havde udvalgt deres lille pige til en helt særlig opgave i Kirken. Derfor blev de enige om, at hun bedst ville kunne gøre sit arbejde for Gud, hvis hun kom i kloster. Det kom hun så, allerede da hun var 8 år gammel. Hun blev meget glad for sit klosterliv, for her kunne hun gå og snakke med Gud hele dagen, hun kunne mange gange om dagen gå til bøn i kirken hos munkene, som boede på det store kloster. Og det bedste var, at hun kunne komme til messe, hvor Jesus selv kom på alteret og gav sig selv i eukaristien. Hun boede i et lille hus uden for klosteret sammen med en ung nonne, Jutta, som lærte hende om lægeurter, om sygepleje, om håndarbejde og en masse andet, man skal kunne i et kloster. Der var også en munk, Volmar, som skulle lære hende at læse og skrive latin, at synge Kirkens sange og at læse Bibelen og især hjælpe hende med at skrive alt det ned, som hun hørte og så i Guds virkelighed.

Da Hildegard var 37 år, blev hun selv leder af nonneklosteret, men endnu var der ingen, der vidste noget om, at hun fik alle disse åbenbaringer fra Gud. Kun Jutta og den munk, der altid hjalp hende med at skrive dem ned. Men så en dag sagde Gud til hende, at NU skulle hun altså fortælle alt det videre, som Han havde sagt til hende. Så det endte med, at alt det, hun havde skrevet ned, blev undersøgt af Paven og hans medhjælpere i Rom. De kunne godt se, at det hele var sandt, for det passede alt sammen med det, som Gud allerede havde åbenbaret i Bibelen. Ja, det var faktisk én lang forklaring på det, som står i Den hellige Skrift.

Derfor sagde Paven og hans mænd, at hun virkelig var en profet, kaldet af Gud, og at hendes åbenbaringer skulle spredes ud over hele Kirken.

Nu var Hildegard pludselig blevet berømt, så kan det nok være, at der kom liv på det store kloster. Der kom en masse mennesker, som ville spørge Hildegard om vejledning til alt muligt, og der kom mange kvinder, som gerne ville gå i kloster der, hvor Hildegard var Abbedisse.

Snart var der ikke plads til de mange nonner på det lille bjerg, hvor klosteret lå, så Hildegard måtte bygge et helt nyt stort kloster ude ved Rhinen. Men allerede efter 15 år var det kloster også blevet for lille, så hun indrettede et kloster til ovre på den anden side af Rhinen, og resten af sit liv måtte hun to gange om ugen sejle i en lille båd over floden for at passe begge klostrene.

Hildegard blev især kendt for to ting: Hun var den første, som fortalte, at det er os mennesker, som må passe på naturen og ikke svine den til og ødelægge den, som man var godt begyndt på allerede dengang for næsten 900 år siden. Gud mindede hende om, at Han jo allerede i skabelsen havde sagt til menneskene, at de skulle hjælpe Ham med at passe godt på dyrene og planterne og hele naturen, for hele verden er skabt til at være hellig og er med i Guds frelsesplan.

For det andet viste Gud hende, at også menneskets krop er skabt til at være hellig, og at vi derfor skal passe godt på den og behandle den ordentligt. Det betød, at hun opdagede, hvordan hun i naturen, især i planterne, kunne finde lægemiddel for mange af de sygdomme, der ødelagde livet for menneskene også dengang, men først og fremmest viste Gud hende, at kroppen og sjælen hører sammen, så at det ikke nytter at helbrede legemet, hvis man er ligeglad med sjælen. Derfor er det allervigtigste at bede og at vise Guds kærlighed ved selv at være god og kærlig mod den syge.

I Köln boede der en kvinde, som hed Sigewitze. Hun var besat af en dæmon, som havde gjort hende sindssyg, så hun råbte og skreg og gjorde de frygteligste ting. Mange havde prøvet at helbrede hende, men de kunne ikke. Så blev hun efter nogle år sendt til Hildegards kloster. Hildegard lod hende flytte ind på klosteret, selv om nonnerne var bange for hende. Men Hildegard og præsterne bad for hende, og alle nonnerne og folk i menigheden udenfor bad for hende, så det endte med, at hun blev fuldstændig rask.

Gennem menneskenes kærlighed og godhed havde den syge kvinde opdaget, at Gud elskede hende, og derfor kunne hun tage imod Hans helbredelse.

Hildegard lærer os at opdage Guds kærlighed i universets storhed, i menneskenes godhed, i naturens skønhed og i Kirkens Sandhed.

”Guds kærlighed omfavner alt
Fra dybet til de højeste stjerner.”

August måneds helgen: Maximilian Kolbe

MAXIMILIAN KOLBE (1894 – 1941)
Helgendag: 14. august

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”, siger Jesus.

Det var jo også det, Han selv havde gjort, og som Han kalder os til at gøre. Det kan gøres ved, at man bruger sit liv og sin tid på at tjene andre, men det kan også ske helt bogstaveligt ved, at man dør, for et andet menneske kan leve. Det skal vi høre i denne fortælling om Pater Kolbe, som sammen med en masse jøder var blevet fanget af Hitlers soldater og sat i en koncentrationslejr. Det var kæmpestore fangelejre, hvor fangerne sultede og blev mishandlede, så at der ikke var ret mange, som slap levende derfra. Det begyndte, da Hitlers nazister brød ind i Polen i 1939. Det var Hitlers mål at udrydde alle jøder, så derfor var der 6 millioner jøder, som døde i disse lejre. Men også Den katolske Kirke i Polen ville tyskerne ødelægge. De henrettede over 2.000 præster, hundredvis af munke og nonner og tusindvis av katolske professorer, og lærere. De lukkede og ødelagde kirker og klostre, katolske skoler og præsteseminarer.

Maximilian Kolbe blev født i Polen i 1894. Allerede da han var 16 år gammel tilsluttede han sig franciskanerordenen og blev munk og senere præst. Han brændte for at udbrede Guds rige, så han rejste til Asien, hvor han grundlagde klostre i Japan og Indien. Tilbage til Polen blev han leder af et stort kloster uden for Warszawa. Men i 1939 brød Hitlers nazister ind i Polen, og her begyndte de at forfølge jøderne med stor grusomhed. Da Pater Kolbe forstod, at Hitlers mål var helt at udrydde det jødiske folk, blev han forfærdet og uden at tøve lod han alle forfulgte komme ind og skjule sig i klosteret. Der kom flere tusinde.

Da nazisterne opdagede det, blev klosteret lukket og Kolbe arresteret og ført til den koncentrationslejr, som hed Auschwitz. I den del av lejren hvor Maximilian sad, var der 200.000 fanger som led forfærdeligt, og som ofte blev tortureret eller slået ihjel bare for fangevogternes fornøjelses skyld.

Kolbe gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe og trøste sine medfanger: Han holdt hemmelige andagter med dem, delte sin små brødrationer med dem, han bad med dem og opfordrede dem til at tilgive deres bødler. Han hørte skriftemål, snakkede med de andre fanger om Guds kærlighed. En læge som overlevede, husker, at han fortalte Maximilian, at han ikke længere kunne tro på Gud på sådan et sted. Maximilian gjorde alt, hvad han kunne, for at overbevise ham om, at selv her vågede Gud over sine børn.

En dag i slutningen af juli troede vagterne, at en fange i barak 14 var flygtet, og kommandanten gav ordre til, at ti mænd fra samme barak skulle dø som hævn. Sådan var reglerne. De skulle sulte ihjel i det berygtede underjordiske kælderrum, som blev kaldt ”blok 13”. Fangerne blev stillet op på rad og række og stod i timevis i brændende sol, mens de ventede på hvem af dem, der skulle sendes ned i dødskælderen. Så begyndte kommandanten at udpege 10 tilfældige mænd. En af dem, der blev udpeget, skreg desperat: ”Min kone og mine børn, jeg skal aldrig se dem igen!” Men til alles bestyrtelse trådte Kolbe frem fra rækkerne og tilbød at tage hans plads. ”Hvem er du?” råbte lejrkommandanten og greb efter sin pistol. Det var en berygtet SS-officer, som blev kaldt ”slagteren”. ”Hvad ønsker dette polske svin?” ”Jeg er en gammel katolsk præst”, svarede Kolbe. Pater Kolbe pegede på den dødsdømte, som hed Gajowniczek, og gentog, at han ønskede at gå i døden for ham og tage hans plads i Blok 13. ”Slagteren” var ligeglad med, hvem der gik i dødscellen, bare antallet stemte. Nazisterne kunne jo nok også få mere ud af en ung arbejder end af en halvgammel munk.

Dette var første og eneste gang i Auschwitz' historie at nogen frivilligt gik i døden i en andens sted.

De 10 blev brutalt kastet ned ad bunkerens trapper til den underjordiske celle, døren blev låst, og de blev overladt til en grusom død af sult og tørst.

Fader Kolbe forsøgte hele tiden at opmuntre de andre med bøn, med salmesang og fortællinger om Kristi lidelse. Sultecellens helvede, hvor de nøgne mænd langsomt blev tæret bort, blev forvandlet til en lille kirke. Medfanger i nabobarakkerne, hvis skrig havde lydt ind til dem, begyndte at lytte. Også vagterne undrede sig. Ofte mærkede fangerne ikke engang, at lejrvagterne kom ned i bunkeren, og de standsede først sangen og bønnerne, når vagterne brølede til dem. De tiggede om brød og vand, men fik selvfølgelig ingenting. Hvis nogen av dem nærmede sig døren når SS-mændene åbnede den, blev de sparket i maven eller skudt ned. Kolbe tiggede ikke og klagede ikke, og han holdt de andre oppe så længe, han kunne. Efterhånden blev de så svage, at bønnerne kun blev en hvisken. De fleste lå afkræftede på gulvet, mens Kolbe stod eller knælede midt i rummet. To uger gik på denne måde: Den ene efter den anden døde, indtil der kun var 4 tilbage.

Men nu skulle cellen bruges til et nyt hold fanger, og nazisterne gav derfor de sidste fire en indsprøjtning med gift i venstre arm. De tre var bevidstløse, kun Maximilian var ved fuld bevidsthed. Han bad for sine bødler og løftede selv sin arm for at tage imod den dødbringende sprøjte.

Fader Kolbe døde den 14. august 1941. Hans lig blev brændt i koncentrationslejrens krematorium som millioner andre. Cellen, hvor han døde, er nu gjort til et helligt sted, og Maximilian Kolbe blev i 1982 ophøjet til helgen og martyr af Pave Johannes Paul II.

Gajowniczek slap efter mere end fem år ud af koncentrationslejrens helvede og kom hjem til sin familie. Men han glemte aldrig, hvad Fader Kolbe havde gjort. Efter krigen besøgte han hvert år dødscellen i Auschwitz, og rejste rundt i hele verden for at fortælle om Fader Kolbe. Han havde ved sit mod og sin offervilje været et vidne om Jesus, som gav sit liv, for at vi kan leve.

Juli måneds helgen: Birgitta af Vadstena

BIRGITTA AF VADSTENA (1303-1373)
Festdag 23. juli

I Sverige nogle kilometer syd for Uppsala ligger Finsta, en lille samling gårde og huse. Her lå i middelalderen en meget stor gård, som tilhørte den rige lagmand Birger Person. Han var lovkyndig og talsmand hos kongen. Både han og hans hustru, Ingeborg, var ud af fornemme familier, ja fru Ingeborg tilhørte selve kongeslægten, Folkungerne. Som så mange andre af middelalderens førende slægter var de fromme kristne mennesker. Hr. Birger havde ladet bygge en kirke ved sin gård, og han havde lige som sin far, bedstefar, oldefar og tipoldefar været på pilgrimsvandringer til Jesu grav i Jerusalem og til Santiago di Compostela for at besøge den hellige Jakobs grav.

I denne fornemme og rige familie fødtes Birgitta omkring 1303. Hun lærte fra hun var lille at elske Gud, og hun gik med sine forældre i kirke om søndagen. Ude i den store have havde hun sit eget hemmelige bederum i en klippegrotte med en snæver indgang. I dag efter 700 år er der intet tilbage af gården, men bedegrotten og kirken er der endnu som på Birgittas tid.

En dag i fasten 1314 havde hun været med sine forældre i kirke, og præsten havde fortalt om Jesu lidelse på korset. Da hun kom hjem knælede hun foran krucifikset på væggen, og nu var det, som om Jesus på korset blev levende lige for øjnene af hende. Hun så blodet løbe ned over Hans ansigt fra sårene under tornekronen og fra Hans hænder og fødder. Hun hørte Ham stønne af smerte og kæmpe for at få vejret. Birgitta blev forfærdet og spurgte: ”O Herre, hvem har dog gjort sådan imod dig?” Jesus svarede: ”Det har de, som foragter mig og er ligeglade med min kærlighed”. Så forsvandt synet, men Birgitta glemte det aldrig. Hun havde forstået, hvor meget Jesus elsker menneskene, når Han ville lide så meget for vores skyld. Siden måtte hun græde, hver gang, hun tænkte på det.

Kort tid efter havde Birgitta en stor sorg: Hendes mor døde, og hun og hendes lillesøster skulle nu bo langt borte hos deres moster Katarina og hendes mand på gården Aspanäs. Også de var rige og mægtige folk lige som Birgittas forældre. Også her levede man et fromt kristenliv. Men moster Katarina var en streng kvinde, der opdrog pigerne med hård hånd. Der var meget at lære, når man skulle være husfrue på en stor gård: Lave mad, kærne smør og lave ost, støbe lys, brygge øl, slagte og salte kød, væve og sy tøj til alle gårdens beboere og samle planter til farvning og lægebrug. Også her blev der diskuteret meget politik, for lige som Birgittas Far var hendes onkel en af de stormænd, som var med til at lave landets love. Birgitta syntes nok, at alt dette var spændende, og hun var en dygtig og praktisk pige, men inderst inde havde hun kun ét stort ønske: Hun ville i kloster. Derfor blev hun meget ulykkelig, da hendes Far i 1317 besluttede, at hun skulle giftes. Hun var kun 13 år, men dengang var det meget almindeligt, at en pige blev gift i den alder. Hun skulle giftes med Ulf Gudmarsson, som var 17 år, og hvis familie også tilhørte de mægtigste og rigeste i landet Der skulle endda være dobbeltbryllup, for Birgittas lillesøster, Katarina, skulle giftes med Ulfs lillebror, så man kan forestille sig den kæmpefest, der har været. Men Birgitta var slet ikke glad, for hun ville så gerne have været i kloster. Hun holdt så meget af historien i Bibelen, hvor der fortælles om de to søstre Martha og Maria. Hun ville lige som Maria i Evangeliet kun sidde ved Jesu fødder og lytte til Ham. Nu måtte hun i stedet være Martha, som skulle gå og gøre alt det praktiske. Men hun indså, at også Marthas opgaver er vigtige og velbehagelige for Gud, og hun bøjede sig for sin Far.

Nu skulle hun så i en alder af 13 år overtage ansvaret for husholdningen i en stor gård med masser af tjenestefolk, masser af dyr og alle mulige opgaver. Ulf og Birgitta kom til at bo på Ulfsåsa ved søen Boren ikke så langt fra Vadstena. Her kan man endnu se resterne af deres store befæstede gård, som ligger på en stenodde ude i søen. Det var heldigvis en god mand, hun havde fået, så det blev med tiden et lykkeligt ægteskab, hvor de fik otte børn, fire piger og fire drenge.

Ulf havde ikke fået så god en uddannelse som Birgitta, men hun oplærte ham i mange af de ting, hun syntes manglede i hans opdragelse: Hun lærte ham om troen og om landets love, som han jo skulle være medansvarlig for. Han accepterede til gengæld, at hans unge kone gjorde enormt meget for de fattige, inviterede dem til at spise på gården sammen med de faste beboere: Hver dag indbød hun tolv fattige til at spise med ved deres bord. Hun byggede et hospital til de syge, og her gik hun selv ned og vaskede og forbandt deres sår og bylder. Hendes datter Katarina fortalte senere: ”Allerede da vi var små, tog Mor os med, så vi tidligt kunne lære at tjene Gud ved at pleje og hjælpe de fattige og syge.”

Det rygtedes snart, at hun var ualmindelig dygtig og from, og derfor blev hun bedt om at komme til Stockholm for at være vejleder for den unge Kong Magnus og hans Dronning Blanka, som levede overfladisk og uansvarligt. Det viste sig dog, at de ikke ville ikke ændre deres livsførelse, så i 1341 forlod hun igen hoffet.

Birgitta gjorde meget for familiens religiøse liv. Hun lærte sin familie og husstanden om Bibelen, hun lærte dem at bede og faste, hun arrangerede fællesbønner, og hun organiserede valfarter til hellige steder, først til den hellige Olavs grav i Nidaros (Trondhjem) og siden til den hellige Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien. Hun indkvarterede sine børn i et kloster, og så drog hun af sted sammen med Ulf til fods ned gennem Europa de flere tusinde kilometer til det yderste hjørne af Spanien. På vandringen ned gennem Frankrig besøgte de mange helligsteder, også et valfartssted for de tre søskende Martha, Maria og Lazarus. Gud havde jo lært hende, at hun også kunne tjene Gud ved at arbejde med praktiske ting, lige som Martha, selv om hun stadig allerhelst ville gå i kloster og leve lige som Maria. På deres lange vandring ned igennem Europa oplevede de også Hundredårskrigen mellem Frankrig og England og Pavens fangenskab i Avignon i Frankrig, som truede med at opløse Kirkens enhed. Valfarten overbeviste dem efterhånden om, at de begge skulle gå i kloster, så da de kom hjem til Sverige tog Ulf ind på cistercienserklostret i Alvastra syd for Vadstena. Men han var undervejs blevet alvorligt syg, og han døde på klosteret 1344. Selv om Birgitta sørgede dybt over sin mand, så kunne hun også se, at Gud nu gav hende muligheden for at opfylde ungdommens længsel efter at gå i kloster, så hun flyttede ind i et lille hus lige uden for Alvastraklosterets mur, hvor hun boede alene fra 1343 til -46. Bag ruinerne af det store munkekloster kan man endnu se resterne af Birgittas lille hus.

Her i klosterets ensomhed og stilhed begyndte hun at få åbenbaringer fra Gud, de åbenbaringer, som skulle gøre hende kendt over hele Europa: Gud gav gennem hende anvisninger på, hvordan menneskerne skulle leve og gøre i konkrete situationer. Hun skrev åbenbaringerne ned på svensk, og flere gode og fromme teologer hjalp hende med at oversætte dem til korrekt latin. Det var som regel Kristus eller Jomfru Maria som talte til hende, og det handlede om helt konkrete ting i hverdagen. Således sendte Gud hende flere gange til kongen for at bebrejde ham ting, han foretaget sig i den politiske verden. Især skulle hun viderebringe Guds budskab om at reformere Kirken og få Paven til at flytte tilbage til Rom, så Kirken igen kunne blive samlet.

Hun modtog også åbenbaringer om at oprette en ny klosterorden, og hvordan dens klosterregel skulle være. Derfor fik hun kongen til at forære sig et stykke jord til et kloster: Vadstena ved Vättern. Men for at oprette en ny klosterorden må man have Pavens tilladelse. Derfor fattede Birgitta en stor beslutning: Hun ville rejse ned og overtale Paven til at flytte tilbage fra Avignon til Rom, og hun ville bede ham om at stadfæste hendes klosterregel og klostergrundlæggelsen i Vadstena. I 1349 drog hun af sted med en lille gruppe af venner, og efter nogen tid kom også hendes datter Katarina. I Rom levede hun et klosterligt liv med sine husfolk. Hun modtog til stadighed åbenbaringer, som hun skrev ned, og som advarede mod den religiøse ligegyldighed, som også prægede mange i Kirken i middelalderen. Gud sendte hende mange gange med advarsler til forskellige mennesker om, at de måtte holde op med deres syndige liv og omvende sig, Men de var ligeglade. Derfor straffede Gud dem ofte på den måde, som Birgitta havde forudsagt. Sjælenes frelse – det var altid det, som var den overordnede mening med hendes visioner.

I 1371 drog hun for sidste gang på valfart. Den gik til Det Hellige Land, og her modtog hun de sidste store visioner, som bl.a. handler om Jesu fødsel, død og opstandelse. To år senere vendte hun hjem igen til Rom, men nu var hendes kræfter brugt op. Hun døde, mens hun deltog i den hellige Messe i kapellet i deres hus i Rom. Hendes sidste ord var de samme, Jesus sagde, da han døde på korset: ”Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd”.

Hendes kiste blev bragt tilbage til Sverige som i et triumftog. Birgitta havde ønsket at blive begravet i Vadstena. Her havde Paven nemlig endelig givet tilladelse til at bygge det kloster, som Birgitta så inderligt havde bedt om. Hendes datter Katarina, som havde været sammen med sin Mor i alle årene i Rom, blev den første leder af klosteret. I den store klosterkirke, ”Blåkyrkan”, blev Birgitta begravet. I 1391 blev hun helgenkåret, og hendes helgenskrin står den dag i dag i Blåkyrkan i Vadstena, hvor mange kristne – katolikker og protestanter - hvert år kommer som pilgrimme.

I kirken står der også en stor træfigur, som viser Birgitta som en statelig dame med et beslutsomt og handelkraftigt udtryk i ansigtet. Hun sidder med en bog og en pen i skødet som en henvisning til hendes store begavelse og høje uddannelse. Hun var jo velbevandret både i teologi, jura og politik. For hende må det have været særlig svært at være ydmyg og lydig. Var det mon derfor, hun altid var så hård mod sig selv i sin askese og altid havde sin skriftefader med på sine rejser? De mange og lange valfarter var måske også en bod for de gange, hun ikke har følt sig ydmyg nok.

Birgitta blev ikke helgenkåret på grund af sine åbenbaringer, men på grund af det hellige liv, hun levede i Kristi efterfølgelse: Selv om det tit var svært for hende, bøjede hun sig for Guds vilje. For Jesu lidelse på korset havde vist hende, hvor højt Gud elsker menneskene. Derfor måtte hun gøre alt, hvad hun kunne, for at gengælde Hans kærlighed og leve efter Hans ord.

På den måde kan hun være et eksempel for os, og vi kan lære af hende ved at bede en bøn, hun ofte bad: ”Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den”.

Hun blev i 1999 kåret til en af Europas værnehelgener.

Juni måneds helgen: Antonius af Padua

ANTONIUS AF PADUA (1195 – 1231)
Festdag: 13. juni

Når man rejser i katolske lande, især i Italien, møder man gang på gang figurer eller billeder af en ung mand i lang brun kjortel. Han bærer Jesusbarnet i sine arme sammen med en hvid lilje, symbolet på renhed. Ved første øjekast tænker man: ”Nå, der er nok den hellige Josef”, men ved nærmere eftersyn opdager man, at det er en franciskanermunk med munketonsur og franciskanernes reb om livet. Det er den hellige Antonius af Padua, en af de mest elskede helgener. I Italien kalder man ham simpelthen for ”Den Hellige”.

Han var født i Lissabon i Portugal i 1195. Han var af gammel adelsslægt, og en af hans forfædre havde været med til at erobre Den hellige Grav i Jerusalem 100 år tidligere. Han fik en solid kristen opdragelse og trådte som 15-årig ind i augustinerordenen. Her studerede han i ti år intensivt teologi og Den hellige Skrift, som han fik et dybtgående kendskab til. I 1220 blev han præsteviet, men så indtrådte der en begivenhed, som ændrede hans liv: Han deltog i en begravelse af fem franciskanermunke, som efter Frans’ forbillede var draget til Marokko for at prædike for hedningerne. Her var de blevet dræbt af muslimerne.

Deres martyrdød gjorde så dybt et indtryk på Antonius, at han besluttede selv at blive franciskanermunk og drage til Marokko for at fortælle muslimerne om Kristus. Men da han nåede i land på Afrikas kyst, blev han dødssyg og lå hjælpeløs med høj feber i mange måneder. Han indså derfor, at Gud havde andre planer med ham, så han sejlede hjem igen.

Nu hørte han, at franciskanerne skulle have et stort møde i Assisi. Det var i 1221, mens den hellige
Frans endnu levede, så Antonius drog af sted for at være med til mødet. Han holdt sig beskedent i baggrunden, så ingen lagde mærke til den stilfærdige munk. Ingen kendte ham, og ingen kendte hans enorme viden om Den hellige Skrift. Han spurgte en af de ledende franciskanere, om der et sted var et kloster, hvor han kunne indtræde, og han blev henvist til et lille beskedent kloster i Forli, hvor han skulle virke som klosterpræst. Her levede han stille og ydmygt, og ingen anede noget om hans store lærdom. De andre på klosteret troede faktisk, at han var lidt tilbagestående, så han blev kun sat til det simpleste arbejde. Men en gang skulle man fejre en fest, hvortil der var indbudt mange gæster, bl.a. dominikanermunke, der er kendt for at være dygtige prædikanter. Franciskanermunkene regnede med, at en af gæsterne derfor skulle holde prædiken ved festgudstjenesten, men franciskanerne havde glemt at bede nogen om a forberede sig, og selv kunne de heller ikke holde prædiken uden forberedelse. Hvad skulle man nu gøre? For at holde lidt sjov med den stilfærdige Antonius, foreslog man, at han skulle holde dagens festprædiken.

Forbavselsen var grænseløs, da han på stående fod holdt en prædiken, som var fyldt med glød og begejstring og åbenbarede en enorm viden om Den hellige Skrift. Da Frans af Assisi hørte om det, udnævnte han ham til at undervise i teologi både i Bologna og Padua og senere også i Frankrig.

Men det var især hans prædikener, som gjorde ham kendt over hele Italien. Kirkerne blev for små, og han måtte prædike ude i fri luft, for der kom tusinder og atter tusinder for at høre ham prædike.

Han prædikede imod de rige, som udnyttede de fattige, og imod det syndige liv og den ligegyldighed, som bredte sig både blandt Kirkens folk og blandt lægfolk. Først og fremmest prædikede han imod forskellige former for vranglære, især i kætterbevægelserne, som var ved at underminere Kirkens lære og dermed hele kristendommens fundament.

Antonius sled simpelthen sig selv op. Allerede da han var 36 år gammel, havde han opbrugt sine kræfter, og han følte døden nærme sig. Han bad derfor om at blive ført til Padua, men nåede kun til et lille nonnekloster på vejen, hvor døden indhentede ham.

Allerede mens han levede, blev han betragtet som en hellig mand. Det fortælles, at han en gang var på besøg hos en greve i nærheden af Padua. Om natten så greven et stærkt lys skinne ud under døren til Antonius’ værelse. Han blev bange for, at der var udbrudt ildebrand og lukkede døren op: Da så han præsten stå med Jesusbarnet i sine arme omgivet af et strålende lys. Det er denne begivenhed, der ligger bag fremstillingerne af Antonius med Jesusbarnet.
Man ser også somme tider billeder af ham, hvor han prædiker for fiskene, lige som Frans af Assisi prædikede for fuglene. Historien siges at være opstået, fordi han på stranden ved Rimini prædikede for kætterne, for at de skulle omvende sig til den sande kristendom, men de vendte ham ryggen og ville ikke høre på ham. I stedet stimlede fiskene sammen i vandkanten for at høre hans vidunderlige tale om Guds Rige. Da de øvrige beboere i Rimini så det, lod de sig alle sammen døbe.

Antonius brændte for at hjælpe de fattige. Han benyttede enhver lejlighed til at samle penge sammen til dem. Derfor ser man stadig i mange katolske kirker i udlandet særlige kirkebøsser stillet op til ”Antoniusbrød”, dvs. bidrag til byens fattige.

Når man har tabt sine nøgler, eller andre ting er blevet væk, så kan man bede Den hellige Antonius om hjælp, men så må man også love til gengæld at give ham nogle penge til de fattige! Rigtig mange mennesker har oplevet, at de så faktisk finder deres ting igen.

En gammel børneleg har måske rod i denne tro på, at Den hellige Antonius hjælper med at finde ting, der er blevet væk: Børnene deler sig i to hold, som stiller sig på hver side af et hus. Det ene hold kaster en bold over taget til den anden side, mens de råber, så højt de kan: ”ANTONIUS”. Så gælder det om, at det andet hold kan gribe bolden, eller i hvert fald finde den igen, hvorpå de kaster den tilbage på samme måde. Man kan også lege den, selv om der kun er én person på hver side af huset. Hvis man så ikke kan finde bolden, skulle man måske prøve at give nogle flere penge til de fattige?

I hvert fald kan vi lære af Antonius både at hjælpe dem, der trænger til det, og at være modige vidner om vores tro.

Maj måneds helgen: Jeanne d’Arc

Jeanne d’Arc, Jomfruen fra Orléans (1412-1431)

For 600 år siden lå England og Frankrig i krig med hinanden – en krig, som varede over hundrede år, fra 1337 til 1453 - Det var en ond og forvirret tid: Englænderne var trængt langt ind i Frankrig, og der var stor angst og nød. Midt i denne kaotiske krig blev der i 1412 født en pige i en bondefamilie i Frankrig. Hun blev døbt Jeanne. Det er det samme som Johanne på dansk. Jeanne lærte at sy og spinde, men hun kom ikke til at gå i skole, så hun lærte hverken at læse eller skrive.

Kirken var det faste holdepunkt i familiens liv, og hun bad hver dag Fadervor, Hil dig Maria og
trosbekendelsen. Hun hørte også om Kirkens helgener og martyrer. Hun voksede op som en ganske almindelig frisk bondepige med tre brødre og en søster og en masse legekammerater.

Men en dag, da hun var 12 år gammel, skete der noget mærkeligt: Hun var ude i forældrenes have, og pludselig hørte hun en stemme og blev blændet af et stærkt lys. Forfærdet så hun en overjordisk skikkelse, som hun genkendte som ærkeenglen Mikael. Han opfordrede hende til at blive ved at leve som jomfru og gå flittigt i kirke, og han fortalte hende, at de to helgener Katarina af Alexandria og Margareta af Antiokia ville vise sig for henne. De to kvinder var martyrer, som begge var jomfruer og 1000 år tidligere havde ofret livet for deres kristne tro i Romerrigets store kristenforfølgelser. De besøgte hende da også kort efter og talte til hende. De kom med budskab fra Gud: Hun skulle gå til tronfølgeren, Charles, og fortælle ham, at Gud havde givet hende den opgave at befri byen Orléans og hele Loiredalen fra englænderne. Derefter skulle hun føre Charles til den store domkirke i Reims, hvor han med hendes hjælp skulle krones til konge.

Jeanne var forfærdet: Sikke en opgave for en pige på 12 år! Hun prøvede at slippe - lod som om hun ikke hørte stemmerne. Men de lovede at hjælpe hende, hvis bare hun ville adlyde. I fire år kæmpede hun imod uden at fortælle om det til de voksne, heller ikke til sin skriftefader. Men stemmerne blev ved. De sagde, at det var Gud, som krævede det af hende. Og efterhånden indså hun, at Gud havde udvalgt netop hende og ingen anden til at befri hendes fædreland fra englænderne.

Uden at sige noget til sine forældre drager hun en dag hjemmefra. Hun er nu blevet 17 år. Hun klipper sit hår af, så hun ligner en dreng, og iklæder sig mandetøj og krigsrustning. Så tager hun op til tronfølgerens slot – og det utrolige sker: Han har nok kigget en gang, men han giver hende alligevel tilladelse til at lede slaget mod fjenderne. Situationen var blevet så håbløs, at Charles sikkert har tænkt, at selv en vanvittig piges ideer var værd at afprøve. Hun fik alt, hvad hun behøvede: Rustning, hest, sværd, banner og et følge. Der blev lavet en hvid rustning til hende og en hvid fane med ordene ”Jesus. Maria” sammen med et billede af Kristus, som to engle giver en lilje. I stedet for sværdet, som Charles tilbød henne, bad hun om, at der blev ledt efter et gammelt sværd, som hun påstod lå begravet bag alteret i et kapel. Det blev fundet præcis der, hvor hendes stemmer sagde, det skulle være.

Før Jeanne startet sit felttog, opfordrede hun den engelske konge til at trække sine tropper tilbage fra fransk jord, men englænderne blev bare rasende over det frække krav. Den 27. april 1429 drog en afdeling af den franske hær så af sted med Jeanne ridende i spidsen på en hvid hest, og den 29. april kom de til Orléans , hvor en anden afdeling af de franske soldater lå i lejr og ventede.

Soldaterne levede et forfærdeligt liv med drikkeri og prostituerede. Hun beordrede alle skøgerne ud af lejren og forlangte, at alle soldaterne skulle gå til skrifte og modtage kommunionen. De forhærdede mandfolk gjorde, hvad den lille bondepige forlangte. De forstod, at hun var sendt af Gud, og at de i dette slag derfor kunne regne med Guds hjælp, hvis de forsonede sig med Ham.

Nu begynder kampen: Jeanne rider i spidsen og leder slagets gang. Højt løfter hun fanen med Kristi billede og Jesu og Marias navne. Soldaterne fyldes med begejstring og den 8. maj befrier de Orléans og kort efter hele Loiredalen. Den 17. juli 1429 står hun ved siden af Charles VII i katedralen i Reims, mens han salves til konge. ”Herre Konge, nu er Guds vilje gået i opfyldelse”, siger hun.

Men store dele af Frankrig er stadig besat af englænderne – og nu begynder Kong Charles bag Jeannes ryg at forhandle med fjenden. I et slag bliver Jeanne taget til fange af englænderne, og kongen gør intet for at hjælpe hende. Tværtimod begynder mange nu at anklage hende for at være en heks besat af djævelen, for hvordan kunne det ellers gå til, at sådan en ung bondepige kunne optræde som feltherre og vinde så store slag? Hun bliver sat i fængsel. De sulter hende, hun bliver igen og igen forhørt og underkastet tortur. De vil have hende til at indrømme, at hun er besat af den onde. Men hun holder tappert fast på, at det er Gud, der har sendt hende, og at hun altid har holdt sig til den sande kristne tro og været lydig imod Kirken. De holder hende i fangenskab i over et år, meget af tiden i et jernbur med lænker om halsen, hænderne og fødderne. Hun får ikke lov at gå til messe, fordi hun er anklaget for kætteri.

Det var ellers almindeligt, at krigsfanger blev købt fri af deres slægtningen, men Jeannes familie havde ingen penge, og Charles, som Jeanne havde hjulpet til at blive kronet til konge, rørte ikke en finger for at hjælpe hende. Hun blev underkastet det ene pinefulde forhør efter det andet. Men dommerne ville ikke høre på hende. Den 30. maj 1431 blev hun erklæret for at være en kætter og blev dømt til døden. Det sker klokken syv om morgenen. To timer senere føres hun gennem byens gader til torvet. Her bindes hun fast til en pæl midt på bålet, som allerede er gjort parat. På hovedet har de givet hende en høj hat, hvorpå der stod: ”Kætter”. ”Heks”. ”Afgudsdyrker.”

Mens flammerne begyndte at slikke op ad hende, bad hun for sine dommere og bødler, lige som Jesus havde gjort: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Gennem ilden og røgen hørte folkemængden hendes sidste skrig: ”Jesus, Jesus, Jesus”.

En af de engelske soldater, som stod sammen med folkeskaren og så på bålet, råbte: ”Vi er fortabt. Det er en helgen, vi har brændt”.

Jomfruen fra Orléans lærer os at følge Guds stemme, selv om vi er små og svage. Han vil hjælpe os og gøre os stærke. Intet er umuligt for Gud. Hun lærer os også at være modige og trofaste og bekende vor tro på Kristus, også selv om vi kommer til at lide ondt og måske må ofre vores liv for det.

April måneds helgen: Bernadette fra Lourdes

Bernadette fra Lourdes (1844-1879)
Festdag 16. april

”Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige”

Bernadette Soubirous var en fattig bondepige fra den lille by Lourdes i Sydfrankrig. Faderen arbejdede som møller, men mistede sin mølle i 1854 og blev arbejdsløs. Familien var den fattigste i byen, og i 1856 måtte de flytte til et mørkt og fugtigt hus, som tidligere havde været byens fængsel. Familien tjente til livets ophold som daglejere, og børnene måtte hjælpe til ved at samle brænde eller affald, som de solgte til skrothandleren.

Bernadette led af astma. Hun var lille og sygelig, og da hun var 14 år, kunne hun stadig hverken læse eller skrive, selv om hun havde fået lidt undervisning. Hun kunne ikke tale fransk, kun den lokale dialekt. Hun blev regnet for at være lidt tilbagestående, men hun var følsom, hjælpsom, lydig og god mod sine yngre brødre og søstre. Hun elskede Gud og gjorde sig umage for at lære alt om Ham. Hver aften bad hendes mor sammen med hende og hendes søskende. Hun elskede sin rosenkrans, som hun altid gik med i lommen. Til trods for sin konstante sygdom og det hårde liv som en af de fattigste i byen, klagede hun aldrig. ”Når den gode Gud tillader det, så klager man ikke”, var hendes svar, når nogen udtrykte medlidenhed med hende.

Da Bernadette var så svagelig, kunne hun ikke tåle kulde og hårdt arbejde. Alligevel fik hun sommetider lov til at gå ud og samle brænde. Torsdag den 11. februar 1858 var en kold morgen, og brændet til familiens ildsted var sluppet op. Så blev Bernadette sendt ud for at samle brænde sammen med to lidt yngre piger, lillesøsteren Antoinette Marie og nabopigen Jeanne Abadie. De gik ned til floden, hvor der var en stor klippe, som hedder Massabielle. Det var et skummelt sted, der blev brugt som losseplads. Men her på den anden side af vandet fik pigerne øje på noget træ, som de kunne tage med hjem, så de besluttede at vade over på den anden side. Men vandet var koldt, og Bernadette vidste, hun ville blive syg, hvis hun fik våde fødder. Derfor gik hun ikke med, men satte sig ned for at vente på de andre. Hun havde netop ombestemt sig og var begyndt at tage sko og strømper af. Da blev hun opmærksom på en lyd i træerne på den anden side. Da hun så op, så hun en skikkelse i grotten i klippen. Det var en smuk ung kvinde, ikke meget højere end hun selv, klædt i hvidt med et lyseblåt skærf om livet, og med et hvidt slør på hovedet, som faldt ned over skuldrene og helt ned til jorden. På fødderne havde hun to smukke gyldne roser. Hun holdt hænderne sammen som i bøn, og fra hendes højre arm hang en rosenkrans. Kvinden så ud til at indbyde hende til at bede, så hun knælede ned og tog sin rosenkrans op af lommen, og sammen med ”damen”, som hun kaldte hende, begyndte hun at bede rosenkransen.

Nu fik søsteren og veninden øje på hende fra den anden side af vandløbet. ”Hvad laver hun dog?”, spurgte veninden Abadie. ”Hun beder”, sagde hendes søster. ”Hvor er hun indbildsk. Hun må da være gal, når hun beder på sådan et sted. Det er mere end nok, at man skal tvinges til at bede alle de bønner i kirken. Lad hende passe sig selv. Hun dur ikke til andet end at bede sine bønner,” sagde Abadie. Men søsteren kaldte på hende: ”Bernadette!” intet svar. Tre gange kaldte hun på hende, men Bernadette hørte ingenting. Så tog hun en lille sten og kastede en mod Bernadette. Den ramte hende skulder, men hun mærkede ingenting. Hendes ansigt hvidt som et lagen. ”Er hun død?”, spurgte søsteren. ”Hvis hun var død, ville hun vel falde om”, sagde Abadie. Men lidt efter vågnede Bernadette op og fik igen farve i kinderne. ”Hvad laver du dog?” spurgte søsteren. ”Ingenting”, svarede hun. ”Du er da ikke rigtig klog, at du beder her!”, sagde hun. ”Det er godt at bede alle steder”, lød svaret.

Bernadette satte sig ned på en sten for at tage sine strømper på igen. Hun frøs overhovedet ikke mere, selv om det var en råkold dag i februar. ”Så I noget?” spurgte hun. ”Nej, og hvad med dig, hvad så du?” ”I så fald så jeg heller ingenting”, sagde hun.

Om aftenen fortalte Bernadette sin mor om det, hun havde set, men moderen blev bange og mente, at det var en sjæl fra skærsilden som datteren havde set, og forbød hende at gå tilbage til grotten. Bernadette spurgte om råd hos deres sognepræst, men han troede ikke på hendes beretning. Efter et par dage – den 14. februar – fik hun dog sin fars tilladelse til at gå til grotten igen, denne gang fulgt af flere nysgerrige, som havde hørt om hendes oplevelse. Til hendes store glæde viste skikkelsen sig igen på samme sted som før, og igen bad de rosenkransen sammen. De ledsagere, som var fulgt efter hende, kunne ikke se noget som helst. Bernadette faldt ligesom første gang i trance og måtte trækkes bort fra stedet..

Bernadette fortæller selv om, hvad hun oplevede: ”Jeg var overhovedet ikke bange, men det var, som om jeg ikke mere vidste, hvor jeg var.. Jeg gned mine øjne, lukkede dem og åbnede dem igen, men damen var der stadigværk og smilede stadig til mig og fik mig til at forstå, at jeg ikke tog fejl. Uden at tænke på, hvad jeg gjorde, tog jeg rosenkransen frem og faldt på knæ. Damen lod mig bede bønnerne alene, men svarede selv sammen med mig ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden - ” i slutningen af hvert led.”

Bernadette gik ud til grotten så tit, hun kunne slippe af sted med det. En dag talte ”damen” til hende – for første gang: Hun sagde: ”Kom herud hver dag i de næste to uger.Jeg vil ikke love at gøre dig lykkelig i denne verden, men i den næste.” Hver gang, hun gik derud, fulgte stadig større flokke af mennesker med.. En dag sagde damen: ”Gør bod, gør bod. Du skal bede for syndere. Kys jorden for syndernes omvendelse. Gå hen og drik af kilden og vask dig i den. Du skal spise de urter, som vokser der”.

Bernadette undrede sig, for der var ingen kilde i grotten, men dagen efter skrabede hun med fingrene i jorden på det sted, damen havde peget på, og nu begyndte der at pible noget mudret vand frem. Snart blev det så klart, at hun kunne vaske hænderne i det og drikke af det. Snart efter strømmede vandet ned i Gavefloden, og det har det gjort lige siden, nu mindst 120.000 liter om ugen.

Flere og flere var de mennesker, som fulgte efter hende, når hun skulle ud til det daglige møde – efterhånden mange tusinde. En dag fik hun et nyt budskab: ”Gå ud og fortæl præsterne, at folk skal komme i processioner, og bygge et kapel her.”

Torsdag den 25. marts på Maria bebudelsesdag talte damen til hende for sidste gang. Præsterne havde for længe siden sagt, hun skulle bede om navnet på ”damen”. Nu kom svaret endelig på Bernadettes egen dialekt: ”Jeg er Immaculado Concepciou”. Det betyder ”Jeg er den uplettede undfangelse”. Bernadette forstod ikke en lyd, men hun gik tilbage til byen, mens hun hele tiden gentog de mærkelige ord for ikke at glemme dem. Da hun kom ind til præsten og fortalte, hvad ”damen” havde sagt, blev han helt stille. NU forstod han, at det virkelig var den hellige Jomfru, som viste sig for den enfoldige bondepige og til hende havde åbenbaret det, som Kirken fire år tidligere havde vedtaget som en sandhed: At Maria var født uden arvesynd takket være Kristi fortjeneste. Det er et mysterium, som de største og klogeste teologer har svært ved at forstå, men nu bekræftede Gud det gennem en lille bondepige, der hverken kunne læse eller skrive.

Nu begyndte der at ske andre forunderlige ting ved den kilde, som Guds Moder havde opfordret Bernadette til at grave ud. En blind dreng fik sit syn igen, og lamme fik deres førlighed tilbage. Pilgrimme strømmede til i stadig større tal. Grotten blev efterhånden fuld af krykker, som var blevet efterladt af lamme og krøblinger, som var blevet helbredt. Lourdes udviklede sig til at blive et af de største valfartssteder i verden – et sted hvor især syge søger hen i håb om mirakuløs helbredelse. En ung lægestuderende besøgte engang i 1960’erne Lourdes. Han fortæller følgende oplevelse: ”Jeg stod sammen med min søster og så på processionen. Der kom en ældre kone, som skubbede en rullestol, hvor der sad en ung mand, omkring 20 år gammel. ”Se den stakkels mand”, sagde min søster. Han var helt forkrøblet af børnelammelse. Hans mor bad rosenkransen højt. Ind imellem sukkede hun og sagde: ”Hellige Maria, hjælp os”. Så kom det øjeblik, hvor biskoppen velsignede den syge med den indviede hostie – altså Jesus selv i brødets skikkelse. Drengen kiggede op på hostien med samme tillid som den lamme i evangeliet så på Jesus. Da biskoppen gjorde korsets tegn med monstransen, rejste drengen sig op og var helbredt – lige som i evangeliet, hvor Jesus siger til den lamme: ”Rejs dig, tag din seng og gå”. De, der stod rundt om, råbte højt af glæde: Et mirakel, et mirakel, råbte de.”. Hvert år drager nu millioner af pilgrimme til Lourdes, og mange bliver helbredt.

Men hvordan gik det Bernadette? Nu var hun jo blevet en kendt person, som både blev forfulgt af de mistroiske og beundret af de troende. Men hun ønskede ikke at være kendt. Hun ønskede kun at gemme sig væk og være alene med Gud og Jomfru Maria. Hun ville leve fattigt og ubemærket langt borte fra al den berømmelse, som strømmede imod hende.

Hun søgte til et kloster i Nevers, hvor hun levede stille og ubemærket resten af sit korte liv, det meste af tiden under sygdom og store lidelser. Hendes medsøstre ignorerede hende, og priorinden var meget streng imod hende. Hun måtte aldrig tale om, hvad hun havde oplevet i Lourdes. Hun døde i 1879, da hun kun var 35 år gammel.

30 år senere blev hendes døde krop gravet op igen i forbindelse med helgenkåringsprocessen. Hendes klæder var gået i opløsning, men Bernadette selv lå, som om hun sov uden tegn på forrådnelse. I 1925 overførtes hun til en gylden glaskiste, hvor hun nu ligger, som om hun sover.

Også i dag mere end 100 år efter hendes død kan man se hende ligge ung og smuk i sin nonnedragt med rosenkransen i sine hænder. Hendes jordiske legeme er i sig selv blevet et tegn på den virkelighed, som Jomfru Maria vidnede om gennem hende: Guds almagt, som lod Jesu egen Mor optage i Himlen med legeme og sjæl.

Hvorfor har Kirken ophøjet Bernadette til helgen? Det var ikke fordi hun havde modtaget visioner, men fordi hun stille og ydmygt stillede sig til rådighed for Gud. Gennem hende kan vi lære noget væsentlig om, hvad det vil sige at være Jesu discipel. Hun er et eksempel på i tro, lydighed og ydmyghed at tage imod, hvad Gud sender, også selv om det fører til forfølgelse, nedværdigelse og store lidelser. Hun kunne lige som Maria sige; ”Det ske mig efter dit ord”. Hun ville ikke verdens berømmelse, men kun, hvad Gud og Maria ønskede af hende.

April månedens helgen

Katarina fremstillet som den, der redder Kirkens skib fra forlis.

DEN HELLIGE KATARINA AF SIENA (1347-1380)
Festdag: 29.april
Kirkelærer. Skytshelgen for Siena, Rom (1866) og Italien (1939); for Europa (1999).

Den hellige Katarina blev født i 1347 i Siena i Toscana, lidt syd for Firenze. Hendes forældre var velhavende. Hendes far, Giacomo, var en blid og from mand. Han drev en blomstrende forretning som uldfarver i ”Farvergaden” sammen med tre af sine sønner. Hendes mor var datter af en digter, og hun siges at have haft et temperament, som kunne sætte skræk i en hel bydel. Katarina var den næstyngste af familiens 25 børn. 12 af børnene døde som små, men resten overlevede og boede alle hjemme, til de blev gift og blev efterhånden inkluderet i husholdningen. Familien boede i et stort hus, som er bevaret næsten uændret til i dag. Året efter at Katarina blev født, hærgede ”Den sorte Død” så voldsom i Siena, at mere end tre fjerdedele af befolkningen døde.

Det siges, at Katarina havde arvet faderens fromhed og interesse og omsorg for andre og moderens stædighed og beslutsomhed. Hun var en livlig og køn pige, og udviklede sig til at blive meget from. Man fandt hende stadig oftere hensunket i bøn i et stille hjørne af huset. Her legede hun eneboer, her fastede hun, mens de andre spiste, og piskede sig med en svøbe, hun selv havde flettet. Når hun gik op eller ned en trappe, knælede hun på hvert trin og bad et Ave Maria.

Som seksårig fik hun en vision af Kristus. Han var klædt som en pave med tiara og sad på en trone, omgivet af Peter, Paulus og Johannes. Han smilede og gav hende sin velsignelse, men han sagde ingenting. Snart fik hun flere åbenbaringer, og allerede som syvårig aflagde hun det løfte foran Jomfru Marias billede, at hun ikke ville have nogen anden brudgom end hendes Søn, som hun elskede af hele sin sjæl, og derfor aflagde hun kyskhedsløfte.

Da hun var tolv år gammel, besluttede hendes forældre, at hun skulle giftes. Det var almindeligt dengang, at piger blev bortgiftet så tidligt. Man hun nægtede konsekvent. For at få hende til at adlyde, blev hun udsat for hårdhændet behandling. Moderen afskedigede tjenestepigen og lod Katarina gøre alt det manuelle arbejde i huset. Da hun var kendt for at elske ensomhed, fik hun aldrig lov til at være alene. Men alle prøvelser bar hun med største tålmodighed. En gang klippede hun alt sit smukke, gyldenbrune hår af for at vise, at hun mente det alvorligt. Til sidst forstod faderen, at de ikke kunne tvinge hende til at blive gift, så Katarina fik tilladelse til at leve det liv, hun så stærkt ønskede. Han indrettede et værelse i huset, hvor hun kunne trække sig tilbage i bøn, og tillod hende at give nogle af husets indtægter til de fattige og syge. Da hendes lillesøster pludselig døde i 1362, begyndte hun at føre et liv i bod og bøn, som skulle resten av livet. Hun spiste kun brød, rå grøntsager og vand. Samtidig blev hun tiltrukket af en gruppe fromme kvinder, som var medlemmer av dominikanernes tredjeorden (førsteordenen er for brødre, andenordenen for søstre og tredjeordenen er for lægfolk). De var omkring hundrede kvinder, som bar dominikanerdragten, men fortsatte at bo hjemme. De fleste af dem var enker, og de koncentrerede sig om velgørende arbejde blandt de fattige i byen. De kaldtes ”Den hellige Dominikus' bodssøstre”. De var ikke særlig begejstrede for den mærkelige teenager, som forekom fuldstændig lukket og overfrom. Men Katarina nægtede at give op, og omkring 1365 blev hun optaget som medlem. I de næste tre år levede hun hjemme i tilbagetrukkethed, snakkede så lidt som muligt og viede så megen tid som muligt til bøn. Da hun var 19 år gammel, skete det en dag, at hun lå på knæ i bøn på sit værelse. Da viste Frelseren sig for hende, sammen med Jomfru Maria og en hærskare af engle. Gudsmoder tog hendes hånd og holdt den op til Sønnen, som satte en ring på den og tog hende til ægte. Han bad hende være ved godt mod, for nu var hun udstyret med tro til at overvinde sine fjenders angreb. Ringen fortsatte å være synlig for henne, men usynlig for andre.

Katarina følte sig nu kaldet til at forlade sit tilbagetrukne liv fuldstændigt og gå ud i verden. Hun forstod, at det var Guds vilje, at hun skulle sprede budskabet om Guds kærlighed til menneskene, og at det var deres pligt at elske ham til gengæld.

Hun begyndte at arbejde på et sygehus, hvor hun plejede mennesker med langt fremskredet kræft og spedalskhed. Hun besøgte også fængsler og forberedte dødsdømte på døden. Under hungersnøden i 1370 og pesten i 1374 satte hun alle sine kræfter ind for at hjælpe de syge og døende, samtidig med, at hun havde intense mystiske erfaringer. Ved pesten i 1374 blev hun selv smittet, men overlevede. Hun forstærkede sin faste, og en gang gav hun sin ordenskappe til en tigger. På den tid var det uhørt for en kvinde at gå på gaden uden kappe, men da hun blev kritiseret, svarede hun: ”Jeg vil hellere være uden kappe end uden kærlighed”. I en vision viste Jesus hende en krone af guld og en tornekrone og bad hende vælge. Hun valgte tornekronen af kærlighed til Kristus for at dele Hans lidelser. Hennes storhed nåede sit højdepunkt i hendes personlige tro og hellighed og i hendes lidenskabelige omsorg for hele menneskehedens frelse. Dette gjorde henne til en meget indflydelsesrig åndelig leder i senmiddelalderen.

Efterhånden samledes hundredvis af mennesker rundt om hende bare for at se og høre hende. Det var både præster og lægfolk, dominikanere og augustinere, adelige så vel som almindelige mennesker, gamle og unge. De udgjorde hendes ”familie”, og de kaldte hende ”mamma”. De fulgtes med hende på hendes prædikenrejser, og sammen med hende forårsagede de mange omvendelser.

Takket være hendes diplomatiske evner blev hun ofte kaldt til hjælp for at mægle mellem stridende parter. En gang, da hun i sådant ærinde var i Pisa, fik hun en oplevelse, som ændrede hende liv. Den 1. april 1375 lå hun på knæ i meditation i den lille kirke Santa Kristina og betragtede krucifikset efter at have modtaget kommunionen. Pludselig var det, som om der kom fem blodrøde stråler fra krucifikset, som gennemborede hendes hænder, fødder og hjerte, og de voldte en så akut smerte, at hun besvimede. Som Frans af Assisi blev hun altså stigmatiseret, det vil sige, at hun fik Kristi fem sår. Dem skulle hun have resten av livet. Mens hun levede, var de kun synlige for hende selv, og hun bad til Gud om, at de måtte forblive sådan. Men efter hendes død var de klart synlige for alle. Efter stigmatiseringen tog Katarina ikke anden føde til sig end eukaristien.

Katarina involverede sig i de sidste fem år af sit liv i offentlige affærer af større rækkevidde, både kirkelige og statslige. Hun kastet sig ind i politik lige som den hellige Hildegard af Bingen havde gjort 200 år tidligere, og som Birgitta af Vadstena på hendes egen tid. Hun var også i kontakt med nære medarbejdere av Birgitta.

Ligesom Hildegard havde været, og ligesom Birgitta var hun i direkte brevveksling med paven selv. Selv om hun betragtede fred mellem de kristne stater som et vigtigt mål, var det Kirkens tilstand og dens behov for reform som var hendes vigtigste anliggende. Det begyndte i 1375. Hun var stadig i Pisa, da hun hørte, at folket i Firenze og Perugia havde dannet en liga mod paven, som da befandt sig i Avignon. En række andre byer sluttede sig til oprørerne. Hun skrev utallige formaningsbreve til de forskellige byer. Konflikterne endte med, at Katarina blev bedt om at være mægler mellem disse byer og Den hellige Stol.

Siden 1309 havde paverne boet i Avignon i Frankrig og blev regnet for at være fuldstændig under fransk kontrol og kurien var blevet næsten fuldstændig fransk. Nogen af dem havde prøvet at gennemføre reformer og havde levet et fromt liv, men det var ikke lykkedes at gennemføre en generel reform. Katarina drog derfor til Avignon og ankom den 18. juni 1376. Paven lyttede til henne, og efter store anstrengelser, lykkedes det hende at overtale ham til at gøre en ende på pavedømmets ”babylonske fangenskab”. Gang på gang opstod der imidlertid konflikter, og i 1378 flyttede hun selv til Rom for at arbejde på Kirkens enhed. Det lykkedes til sidst, men den 21. april 1380 fik hun slagtilfælde, og blev lammet fra livet og ned. Otte dage senere, den 29. april, døde hun kun 33 år gammel.

Katarina er en af de kun fire kvinder, som bærer titlen kirkelærer. Det er foruden Katarina Hildegard af Bingen, Teresa af Avila og Therese af Jesusbarnet.

Marts måneds helgen: Karl den Gode

KARL DEN GODE (1082-1127) Den danske prins.
Mindedag: 2. marts

Karl den Gode blev født omkring 1082 i Danmark. Han var eneste søn af den Knud den Hellige (1080-86) og hans flamskfødte hustru, dronning Adèle. Efter mordet på Knud den Hellige i 1086 flygtede dronningen med sin lille søn til Brügge i Flandern, hvor hendes far var greve. Her lærte kongesønnen at læse og skrive og fik en omhyggelig opdragelse og uddannelse, og man ved, at han ejede et psalter, som han brugte. Da han endnu var ganske ung, deltog han i en pilgrimsrejse til Jerusalem. I 1119 besteg han Flanderns grevetrone som grev Karl I (1119-27), den trettende greve af Flandern.

Folket havde lært Karl at kende og agtede ham højt. Lige som sin Far, Knud den Hellige af Danmark, regerede han med stor fasthed, men også med mildhed og stor fromhed. Han blev kendt for sine gaver til de nødlidende, sin daglige messe og daglige bespisning af fattige ved sit bord. Det var en lykkelig tid for Flandern, præget av retfærdighed og fred, og folket kaldte Karl »den Gode«. I en beretning hedder det, at «han gav sit land samme ro og disciplin som et kloster».

Karl udryddede overtro og fremmede Kirkens sag, og en samtidig historieskriver kalder ham for «Kirkens far». Han viste agtelse for Kirkens autoriteter og var specielt optaget af at fritage dem fra de skattekrav, som andre fyrster plejede at pålægge dem. Han havde en sådan skræk for blasfemi, at alle medlemmer af hans husholdning, som svor ved Guds navn, blev straffet med en fyrre dages faste på vand og brød. En af hans menneskekærlige love var forbudet mod at fjerne børn uden forældrenes samtykke.

Karl stod på venskabelig fod med herskerne i England og Frankrig. I 1124 gav han militær støtte til kong Ludvig VI (1108-37), da den tyske kejser Henrik V (1105-25) forsøgte at invadere landet. To gange fik Karl ærefulde tilbud: At blive konge af Jerusalem, og at blive kejser af Tyskland efter Henrik Vs død i 1125. Men han afslog af hensyn til sit eget land, for Karls vigtigste anliggende var de fattiges kår.

Efter den usædvanligt hårde vinter 1124-25 blev landet ramt af misvækst og hungersnød. Karl rådede bod på den, ikke bare ved privat velgørenhed, men også ved sine sociale foranstaltninger, som skulle sikre befolkningen nødvendig føde. Han bespiste hver dag 100 fattige i Brugge på hvert af sine slotte, og i Ypres uddelte han 7.800 kilo brød på en dag. Han forbød brygning af øl for i stedet at give kornet til de fattige, og han satte maksimumspriser på vin. Da der fortsat var stor fare for hungersnød, beordrede han, at markerne skulle tilsås med to tredjedele korn og en tredjedel med hurtigtvoksende ærter og bønner for at sikre tilførsel af grøntsager. Han var nådesløs mod hamstrere og sortbørshandlere. Hans strenge retfærdighed uden persons anseelse skaffede ham både venner og fjender, og hans styre var et kontinuerlig forsvar for de fattige mod tidens spekulanter, både klerikale og verdslige.

Til sidst faldt Karl som offer for sin omsorg for de fattige. Det var en ambisiøs saksisk familie, som havde opnået magt og rigdom ved kriminelle metoder, og som ikke mere ville finde sig i, at Karl altid støttede de fattige på de riges bekostning. Karl plejede hver morgen at gå barfodet over for at bede før messen i kirken St. Donatian i Brügge. Om morgenen denne fastedag den 2. mars 1127 bad han, som han plejede, foran Maria-alteret i kirken, men dér blev han angrebet af de sammensvorne. Hans arm blev først hugget af med ét slag, og derefter blev hans hoved kløvet med en økse. På den måde kom han lige som sin Far til at lide martyrdøden i en kirke. Han blev saligkåret ved, at hans kult som martyr blev stadfæstet den 9. februar 1882 af pave Leo XIII. Den 13. juni 1886 tillod paven, at denne dag blev fejret i alle katolske kirker i Danmark. I den katolske kirke St. Albani i Odense opbevares en lille relikvie af Karl den Gode, som blev taget ud af relikvieskrinet i Brügge i 1907. På afbildninger har han ofte kurve med brød for at minde om hans generøsitet mod de fattige, og en økse, hans martyrredskab.

Marts måneds helgen: Josef

JOSEF, JESU PLEJEFAR
Festdag 19. marts

Den hellige Josef, Jesu plejefar, står der ikke meget om i evangelierne.
Han beskrives som god, mild, retfærdig, ydmyg, trofast og kærlig. Josef var af ædel slægt. Han
nedstammede fra selve Kong David, men selv var han en stilfærdig håndværker. Det beskedne ydre dækkede over hans sjæls renhed og skønhed, så derfor blev han et forbillede for mange helgener.

Man kan forestille sig, hvor dybt forfærdet denne fromme mand har været, da han opdagede, at hans rene forlovede, Maria, ventede et barn. Han vidste jo, at de havde overholdt Guds bud om kyskhed, da de endnu ikke var blevet gift. Han kunne naturligvis ikke vide, at det barn, Maria ventede, var historiens største mysterium, Guds egen Søn, undfanget ved Helligånden. Havde hun virkelig været ham utro? Da han ikke ville udsætte Maria for sladder og ikke ville udsætte hende for at blive stenet - det var straffen for utroskab - besluttede han at skille sig fra
hende i stilhed. Men nu griber Gud ind og sender sin engel, som i en drøm fortæller ham sandheden og siger, at han ikke skal være bange for at tage hende til sig som sin hustru, for barnet, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal hun give navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder. Jesus betyder: "Gud frelser". Josef stoler på engelens ord, selv om det må have været et ubegribeligt mysterium for ham. Det viser hans stærke tro og hans lydighed.

Med dyb ydmyghed og ærefrygt tager han Maria til sig og bliver hendes beskytter.
Man nu kom der bud fra den romerske kejser, at alle folkene i hans rige skulle tælles, så derfor
måtte Josef og hans trolovede rejse ned til den by, de begge stammede fra, nemlig Betlehem syd for Jerusalem. Det var en lang og besværlig rejse på 120 kilometer, som de skulle vandre eller ride. Maria var nu højgravid, så hun har nok redet på et æsel meget af vejen.
Da de endelig kommer frem til Betlehem, er der overfyldt af folk, så de kan ikke finde noget sted at overnatte. Til sidst finder Josef dog en stald eller en klippehule, hvor de kan være. Her føder Maria sin søn, "og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe", som der står i juleevangeliet. Det var en stille og stjerneklar nat. En ny stor og strålende stjerne viste sig over det sted, hvor barnet var født. Ude på marken holdt hyrderne nattevagt over deres får. Da fyldtes himlen med ét af et strålende lys, og en Herrens engel stod foran dem: "Frygt ikke, for se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er jeres Frelser født i Davids by. Han er Kristus, Herren. I kan finde ham i en stald svøbt og liggende i en krybbe." Og nu myldrede himlen pludselig af utallige engle, som lovpriste Gud og sang: "Ære være Gud i det højeste og fred på jorden i mennesker, der har god vilje".

Verdens Frelser var født, og de fattige hyrder var de første, som fik det at vide! De løb af sted hen til det sted, vor den store stjerne stod. Forsigtigt bankede de på døren og ventede i åndeløs spænding. Josef lukkede tøvende op. Hvem kunne finde på at komme på den måde midt om natten? Men da han hørte deres begejstrede fortælling om, hvad der var sket ude på marken, forstod han jo nok, at det var en bekræftelse på det, som han hele tiden havde vidst: At Marias lille nyfødte dreng var Guds egen Søn.

Dybt bevæget knælede han ned. Så stort et mysterium, så kostbar en gave! Og han var udvalgt til at være plejefar for dette guddommelige barn og dets hellige mor. Han var også den, som efter Moseloven skulle omskære den lille dreng 8 dage efter fødselen og give ham navnet Jesus, som englen havde sagt.

Nogen tid efter fik Josef og Maria igen besøg. Denne gang var det tre vismænd, der kom på deres kameler og havde rige gaver med til "den nyfødte Jødernes Konge", som de kaldte ham. De var kommet rejsende fra fjerne lande, hvor de havde studeret stjernerne og deres gamle skrifter og fundet ud af, at Himlens Kongesøn skulle fødes der, hvor den store stjerne viste sig. Den havde været deres vejviser hele vejen til den fattige stald i Betlehem. Da disse fremmede vismænd eller hellige tre konger knælede ned og tilbad barnet i krybben, var det et tegn på, at Gud havde åbenbaret sig for hele verden, for at “i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i Himlen og på jorden og under jorden”, som Paulus senere skriver.

40 dage efter fødselen skulle Jesus fremstilles i templet, og Josef og Maria skulle købe offergaver til Gud for deres førstefødte søn. Josef var fattig. Han havde ikke råd til at købe et lam som de rige. Han måtte nøjes med at købe to dueunger. Herinde i templet fik Josef igen bekræftelse på, at Marias lille dreng var verdens Frelser, den Messias, som profeterne havde forudsagt i de hellige skrifter. Der kom nemlig en meget gammel mand, en profet, der hed Simeon, hen til dem. Han lovpriste Gud og sagde: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel....” Men til Maria sagde han: ”... Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge.. ”

De sidste ord har nok forskrækket både Maria og Josef, for de vidste jo ikke, hvad de skulle betyde. Men da Maria 33 år senere stod sammen med disciplen Johannes under korset på Golgatha, da vidste hun, hvad Simeon havde ment.

Men Kong Herodes havde også hørt om, at der skulle være født en kongesøn. Han ville ikke give
kongemagten fra sig, så derfor besluttede han, at hvis der virkelig var en nyfødt kongesøn, så skulle han straks dræbes, og han gav derfor ordre til, at hans soldater skulle tage til Betlehem og slå alle drengebørn under 2 år ihjel. Det vidste Josef ikke noget om, men Gud sender igen en engel, som kommer til ham midt om natten og befaler ham: "Josef, stå op, tag barnet og dets Mor med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger til; for Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det". Straks står Josef op, og uden at spørge eller tvivle på englens ord, vækker han forsigtigt Maria, forlader alt og begiver sig i ly af nattemørket ud på den farefulde rejse gennem ørkenen med barnet og dets Mor.

To år senere viser englen sig igen for ham og befaler ham: "Josef, drag tilbage til Israel. Nu er de døde, alle de, der stræbte barnet efter livet." Og endnu engang må Josef bryde op med sin lille familie og begive sig af sted på rejsen gennem ørkenen hjem til Israel. I tro og lydighed uden protester eller spørgsmål føjer han sig efter Guds vilje og rejser den lange vej hjem til Nazaret, hvor han igen får gang i sit tømrerværksted. Her vokser Jesus op beskyttet af Josefs kærlighed og omsorg. "Og Jesus gik frem i visdom og yndest hos Gud og mennesker", som der står i evangeliet.

Josef har lige som Maria været et forbillede for Jesus i tro, lydighed og gudsfrygt. Den rene kærlighed og dybe ærefrygt, som prægede Josefs forhold til både barnet Jesus og hans hellige
Moder, Maria, bevirkede, at han gav sit liv helt og udelt til beskyttelse af de to, der var ham betroet, og at han og Maria levede i kyskhed som bror og søster i deres ægteskab, for egentlig var hun jo Helligåndens brud, udvalgt af Gud fra tidernes begyndelse. Sidste gang, vi hører om Josef, er, da Jesus er 12 år gammel, hvor den hellige familie i følgeskab med mange andre drager ned til Jerusalem for at fejre påsken, hvor man mindedes jødefolkets udfrielse fra slaveriet i Ægypten. På hjemvejen opdager Josef og Maria, at Jesus ikke er med i følget, og de vender tilbage til Jerusalem for at lede efter ham. Der gik tre dage, før de fandt ham. Man kan forestille sig, hvor ulykkelige og bange, de må have været. Det kan man også høre på deres ord, da de endelig finder ham i templet. Her sidder han midt imellem lærerne og lytter til dem og spørger dem ud og vækker alles undren med sin visdom og forstand. Men Maria sagde: "Barn, hvorfor gjorde du sådan imod os? Se din Far og jeg har ledt efter dig med smerte". Jesu svar må også have undret dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Deres lille søn er ved at blive stor og begynder at blive bevidst om, at det er Gud i Himlen, der er hans egentlige Far, og templet hans egentlige hjem. Men han fulgte alligevel med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem.

Efter dette hører vi ikke mere til Josef i evangelierne. Han må være død, inden Jesus begyndte sin offentlige gerning. Josef afbildes næsten altid sammen med Maria og Jesus. Ofte har han Jesusbarnet på skulderen. Han bærer også ofte en lilje som symbol for renhed. Han er et forbillede for os alle med sin trofasthed, sin ydmyghed, sin dybe tro og lydighed. Han er skytshelgen for familien, særlig for fædre, og for hele universalkirken, og desuden for håndværkere og arbejdere.

Februar måneds helgen: Ansgar (801 – 865)

Nordens apostel. Kirkens værnehelgen i Danmark, og skytshelgen for Skandinavien.

Der var gået over 800 år, efter at Jesus havde levet på jorden. Landene omkring Middelhavet var efterhånden blevet kristne, selv om de romerske kejsere i begyndelsen havde forfulgt de kristne og dræbt uhyggeligt mange. Der, hvor kristendommen fik love at leve, fik menneskene det meget bedre. Der kom mere retfærdighed og hjælpsomhed mellem folk. Der blev lavet sygehuse og huse til de fattigste, og først og fremmest voksede der kirker og klostre frem overalt, hvor præster, munke og nonner lærte folk om Jesus, og om hvordan Han har vist os, at vi skal leve.

Men heroppe hos os i Danmark og de andre nordiske lande troede man på Odin og Thor og andre guder. Her handlede det ikke om at være god og retfærdig, som Jesus sagde, men om at være rig og mægtig, og om at være modig og tapper i krig og slå så mange ihjel som muligt. Nordens folk kaldtes vikinger, og de var i kamp næsten hele tiden, for med deres hurtige skibe sejlede de rundt til andre lande for at røve, plyndre, indfange slaver, brænde byer af og slå folk ihjel. I hele Europa rystede man af skræk for ”de vilde normanner”, som man kaldte dem. Vikingerne skulle ikke have noget af at bytte Odin og Thor ud med ”hvide Krist”, som de syntes mere var en gud for kvinder, fordi Han talte så meget om kærlighed og tilgivelse.

Men i det store tysk-romerske kejserrige var der en mægtig og meget from kejser, som hed Ludvig den Fromme. Hans kejserrige gik helt op til Danmarks grænseflod Ejderen. Han fik en dag i 826 besøg af den danske konge Harald Klak, som kom sejlende op ad Rhinen til hans kejserpalads i Ingelheim. Det var et kæmpestort palads. Man kan stadig se ruinerne af kejserpaladset, selv om det er over 1000 år siden. Kong Harald kom sammen med 400 mænd for at bede kejseren om hjælp til at beskytte landet mod folk, som ville erobre kongemagten i danernes landområde. Nu tænkte kejseren, at det måske var en vej til at gøre de vilde vikinger kristne. Derfor fortalte han dem om Jesus og foreslog, at de omvendte sig til kristendommen. Kongen Harald og hans folk indså, at Kejser Ludvig havde ret i, at Jesus var den eneste sande Gud, så derfor blev de alle sammen døbt. De har måske også tænkt, at Kejseren havde mere lyst til at hjælpe dem, hvis de havde samme tro som han!

Da Harald Klak igen rejste hjem til Danmark, gav kejser Ludvig den Fromme ham en præst med, som skulle styrke kongen i den nye tro, og fortælle danskerne om kristendommen. Denne præst hed Ansgar. Han var født i det nordlige Frankrig i året 801. Hans mor døde allerede, da han var fem år gammel, derfor voksede han op i et kloster ved navn Corvey i Frankrig. Det var et benediktinerkloster, hvor han også gik i skole.. Han var en helt udsædvanlig god, from og klog dreng. Allerede da han var 16 år, blev han selv lærer ved skolen og skulle undervise de andre drenge i latin, filosofi og teologi. Der gik da heller ikke så mange år, før han blev viet til præst. I drømme hørte han tit Gud sige, at han skulle gå ud til hedningerne og døbe dem og lære dem alt det, som Jesus havde lært sine disciple. Derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til Danmark.

Det var i 826, at Ansgar kom til Jylland sammen med kongen og de 400 nydøbte danskere. I det sydligste Jylland, i Hedeby ved Slien, hvor nu Slesvig ligger, grundlagde han en lille drengeskole og begyndte at forkynde kristendommen. Så længe kong Harald kunne beskytte ham, gik det godt, og mange blev omvendt og døbt, og Ansgar fik bygget en lille kirke, den første i Danmark. Nogen tid efter fik han også bygget en kirke i Ribe. Men så blev Harald igen fordrevet, og både han og Ansgar måtte flygte tilbage til klosteret.

Allerede samme år kom der imidlertid bud fra den svenske konge, som bad om at få kristne missionærer til Sverige, til byen Birka, der lige som Hedeby var et stort handelscentrum i vikingetiden. Igen blev Ansgar udvalgt og drog af sted sammen med en anden munk. De havde store gaver med til kongen og kostbare kristne bøger. Denne gang sejlede de med skib for at komme op til den svenske konge, men nu blev de overfaldet af sørøvere og plyndret for alt, også gaverne til kongen og de kostbare bøger. De fik dog reddet sig selv i land, men måtte nu til fods kæmpe sig gennem de uendelige svenske skove for at nå frem til Kong Bjørn i Birka. Det var i foråret 830. Her gik det i begyndelsen lidt bedre med at omvende folk til kristendommen, og også her blev der bygget en kirke.

Men når kirkeklokken begyndte at ringe og kalde til den hellige messe, blev hedningene vrede, for de mente, at klokkeklangen skræmte de underjordiske vætter bort. Vætterne var nogle af de halvguder, som de stadig troede på. Det viste sig at være meget sværere, end Kejseren og Ansgar havde regnet med, at gøre vikingerne kristne.

Derfor kaldte Kejseren ham i 831 tilbage og udnævnte ham til Abbed i klosteret Ny Korvey i Sachsen og til ærkebiskop af Hamborg. Herfra skulle han kristne hele Norden. Men det gik rigtig dårligt med at gøre de vilde vikinger kristne. De ville blive ved at dyrke Odin og Thor med barbariske og grusomme ofringer. Til gengæld fik Ansgar udrettet rigtig meget i Hamborg og Bremen, hvor han var blevet ærkebiskop. Han oprettede sygehuse og skoler. Han frikøbte fanger fra vikingernes slavehandel, hjalp de fattige og arbejdede konstant for at udbrede den kristne tro og den kristne måde at leve på.

Ansgar selv levede et helligt liv, sådan som Jesus har lært os det. Gud var altid i centrum. Han var ydmyg og beskeden. Hensynet til andre mennesker kom altid i første række, og især brændte han for at forkynde det gode budskab om Jesus, som er kommet for at frelse alle mennesker. Derfor må det have været en stor skuffelse, at de barske vikinger i Danmark og Sverige ikke ville lytte til ham. Hans største ønske havde været at give sit liv for hedningernes omvendelse og at dø som martyr. Men det var ikke Guds vilje. Han døde i sygesengen 3. februar 865. – Og alligevel havde han jo faktisk ofret hele sit liv for andre menneskers frelse.

Der kom til at gå mere end 100 år, før Danmark for alvor begyndte at omvende sig til kristendommen. Det skete under Kong Harald Blåtand, som blev døbt, og som lod en stor runesten sætte op i Jelling, hvor hans Far og Mor var begravede på hedensk vis i to kæmpestore høje. På stenen skrev Kong Harald, at han var den, der havde vundet Danmark og Norge og gjort danerne kristne. Men det var Ansgar, som havde lagt grunden til kristendommen i Norden.

Derfor kan vi lære af ham at bede om ikke at blive trætte og give op, selv om alt ser håbløst ud, og vi ikke kan se noget resultat af vores arbejde. – Alt det, vi ofrer for Gud og for andre mennesker, er med i Guds frelsesplan vil blive belønnet i Himlen.

Januar måneds helgen: Paulus

APOSTLEN PAULUS’ OMVENDELSE 25. januar

I Jerusalem boede der på Jesu tid en ung mand ved navn Saulus. Han kom fra Kilikien i Tyrkiet. Hans far var rettroende jøde, derfor havde han opkaldt sin søn efter en af jødernes store konger, Saul. Men han var samtidig romersk borger, så derfor fik hans søn også navnet Paulus. Faderen sørgede for, at drengen fik en høj uddannelse i både græsk, hebraisk og aramæisk, som var dagligsproget i Israel på Jesu tid. Saulus blev opdraget som streng farisæer hos den berømte Rabbi Gamaliel i Jerusalem.

Farisæerne og ypperstepræsterne i Jerusalem var meget forbitrede over den uro, der var opstået i byen, efter at Jesus var død på korset. For der var flere og flere, som gik rundt og sagde, at Han var opstået fra de døde, og at mange havde set Ham og endda talt med Ham.

Farisæerne og de andre rettroende jøder anså kristendommen for den værste gudsbespottelse, som var nedbrydende for den jødiske tro. Derfor begyndte de med stadig større voldsomhed at forfølge de kristne. Den unge Saulus var særlig ivrig efter at indfange de kristne og slæbe dem for retten til dom og henrettelse.

Men der var stadig flere mennesker, som troede på, at Jesus virkelig var Guds Søn og den Messias, de alle havde ventet på. Især efter at Helligånden pinsedag var kommet ned over apostlene og havde fyldt dem med ny begejstring og mod til at fortælle om Jesus og Hans opstandelse fra de døde. Allerede den første dag var der 3000 som blev døbt.

En af de mest begejstrede tilhængere af Jesus var Stefanus, som prædikede, så de skriftkloge slet ikke kunne klare sig mod ham. Derfor trak de ham for Det store Råd og anklagede ham, men han fortalte bare endnu mere overbevisende om Jesus og om Hans opstandelse fra de døde. De skriftkloge og farisæerne blev så rasende på ham, at de dømte ham til at blive stenet, og de slæbte ham uden for byen, hvor henrettelsen skulle foregå. Saulus tilbød at stå som vidne på, at alt gik rigtigt til, mens de stenede Stefanus til døde.

Nu udbrød der en stor forfølgelse af hele menigheden i Jerusalem og de andre steder, hvor kristendommen var ved at slå rod. En af de ivrigste forfølgere var Saulus, som trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik sat dem i fængsel.

Saulus afskyede Jesus og Hans tilhængere, og da han havde jaget de fleste kristne ud af Jerusalem, rustede han sig til at forfølge dem alle de andre steder, hvor de nye menigheder var begyndt at vokse frem. Han ville simpelthen udrydde Kirken, dvs. dem, der troede på Jesus og fulgte ”vejen”. Jesus havde jo sagt: ”Jeg er VEJEN, Sandheden og Livet”. At følge ”Vejen” er at følge Jesus.

Først ville Saulus til Syrien. I Bibelen i Apostlenes Gerninger skriver Lukas, hvad der nu skete:

”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til ”Vejen”, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra Himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Han svarede: ”Hvem er du, herre?” Han sagde: ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.” Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: ”Ananias!” Han svarede: ”Ja, Herre!” Herren sagde til ham: ”Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.” Ananias svarede: ”Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.” Men Herren sagde til ham: ”Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.” Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: ”Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.” Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds Søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: ”Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?”

Men Saulus prædikede stadig mere overbevisende om, at Jesus er Guds Søn, og at Jesus er Kristus, den Salvede, den Messias, som jøderne havde ventet på i tusind år. Synagogens ældste var rasende. De var jo rettroende jøder, som ikke ville tro på, at Jesus var Guds Søn. De besluttede derfor at rydde Saulus af vejen. De holdt vagt ved byens porte dag og nat for at tage ham til fange. Men en mørk nat tog hans disciple en stor kurv og firede ham ned ad bymuren, så han på den måde kunne slippe væk.

Saulus brugte fra nu af ikke mere sit jødiske navn, Saulus, men i stedet sit romerske navn, Paulus, for at markere, at Jesus havde kaldet ham til at være apostel for hedningerne. Først tre år senere tog han til Jerusalem for at lære Peter og de andre apostle at kende. De accepterede ham som apostel, selv om han jo aldrig havde mødt Jesus eller vandret rundt med Ham som de tolv, Jesus først havde udvalgt. Men de troede på, at Jesus selv i en åbenbaring havde udvalgt Paulus til at være apostel for hedningerne.

Nu begyndte Paulus at rejse rundt for at fortælle om Jesus i mange forskellige lande. Tre store missionsrejser bragte ham til forskellige steder i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland.

Her kom han til hovedstaden, Athen, hvor han blev meget oprørt over at se byen fuld af afgudsbilleder. Han begyndte at diskutere med de lærde filosoffer, som blev nysgerrige efter at høre, hvad det var for en gud, han talte om. Paulus sagde da:

”Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer”. Og han fortalte dem om den almægtige Gud, som har skabt alle ting og givet hvert eneste menneske livsånde, og som nu havde sendt sin Søn til jorden for at alle mennesker skulle lære Ham at kende. Det er Guds Søn, Jesus, som skal holde dom over hele verden, og for at alle skal tro på Ham, har Han ladet Ham opstå fra de døde. Nogle af tilhørerne spottede Paulus og sagde: ”Det vil vi høre om en anden gang!” men andre sluttede sig til Paulus og blev døbt.

På sine rejser, kom Paulus gang på gang i nød og livsfare. Han skriver selv om det i et brev til menigheden i Korinth: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.”

Og alligevel var han utrættelig. Han ville bringe budskabet om Jesus ud til alle hedninger:

På en af sine rejser blev han fængslet og sendt med et skib til Rom for at komme for retten hos den romerske kejser. Det blev en meget farefuld rejse, der endte med, at skibet forliste og strandede på Malta. Men endelig nåede han da til Rom, hvor han måtte sidde i husarrest i to år. Han fik dog lov til at forkynde evangeliet for de folk, som kom til fængslet for at høre ham, og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus. Nogle blev overbevist af hans ord, men andre troede ikke på ham. Det var især jøderne, som ikke ville tro, så Paulus sagde til dem: ”Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre og sagt: Gå hen til dette folk, og sig:

I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.

For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt,

og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene,

høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.

Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!”

I Rom voksede den kristne menighed, og Peter var blevet dens første biskop. Men nu begyndte forfølgelserne af de kristne for alvor. Kejser Nero kastede Paulus i fængsel, hvor han sad ni måneder under store lidelser. Fangehullet, kan stadig ses i Rom. Til sidst blev han halshugget. Over hans grav byggede kong Konstantin den Store senere en lille kirke, som blev til kirken St. Paulus Udenfor Murene. Peter blev også fængslet og henrettet. Han blev korsfæstet ligesom Jesus, men med hovedet nedad.

Paulus og Peter er de to apostle, som har betydet mest for, at hele verden skal komme til tro på Kristus. Peter er den, der selv har levet sammen med Jesus, som vidner om Ham ved sin kærlighed og sin tro, og som samler Kirken om dens centrum og dens rod i det jødiske folk. Paulus er den med den høje teologiske tænkning og åndelige evner, som stadig udbreder Kirkens forkyndelse til hedningerne over hele jorden.

Hans ukuelighed, hans mod og udholdenhed i troen kan være et forbillede for os, når vi synes, verden omkring os helt har lukket sig for Gud.

Januar måneds helgen: Don Bosco

DON BOSCO
Mindedag: 31. januar

Johannes Bosco blev født den 16. august 1815 i en lille landsby i Nord-Italien. Han var yngste søn i en bondefamilie. Faderen døde, da sønnen kun var to år gammel, og hans mor, Margareta, var nu alene med ansvaret for stedsønnen Antonio og de to sønner Johannes og Josef. De levede i stor fattigdom. Moderen Margareta var analfabet og havde kun de helt elementære kundskaber i religion, men alligevel var det hende, som forberedte sønnen på hans første skriftemål og kommunion.

Johannes viste tidligt usædvanlige evner og egenskaber som leder blandt kammeraterne. Han lærte sig alle slags cirkusnumre for at samle folk. Midt under forestillingen plejede han at opfordre til fælles bøn, eller han gentog ordret sognepræstens søndagsprædiken. Allerede som niårig følte han sit kald til at hjælpe og uddanne fattige børn. Hele sit liv var han trofast mod dette kald. Hans mor sendte ham derfor til en skole i en større by, hvor han fik lov at bo hos en god familie, hun kendte. Efter skoletid tog han forskellige jobs for at forsørge sig selv, lige som han også sendte penge til moderen og de to brødre.

Da han i 1831 som 16-åring begynte på præsteseminariet, var det velmenende mennesker,som sørgede for, at han havde passende tøj: Sognepræsten sørgede for en kappe, borgmesteren gav ham en hat, og medlemmer af menigheden bidrog med soutane og sko.

Johannes blev præsteviet den 6. juni 1841.

Han drømte om at blive missionær i udlandet, men hans lærer og åndelige veileder overtalte ham til hellere at begynde at arbejde blandt drenge og unge mænd, særlig fra arbeiderklassen i fattigkvartererne.

At han havde et helt særligt kald til denne opgave, viser følgende episode fra hans første tid som præst: Han stod i sakristiet i en kirke i Torino, hvor han skulle fejre messen. Da hørte han ophidsede stemmer fra kirken og lyden af løbende fødder.

Han kiggede ind og så sakristanen i færd med at jage en dreng ud. Drengen var mager og klædt i laset tøj. Præsten blev meget vred: “Hent straks den dreng tilbage”, råbte han til sakristanen. Da drengen stod foran Don Bosco, begyndte de at snakke sammen. Det var den forældreløse, femtenårige murerlærling Bartolomeo Garelli. Han havde aldrig gået i skole, og han kunne ikke læse. “Jeg skal til at fejre messen nu”, sagde Don Bosco. Vil du blive, så kan vi drikke en kop kaffe bagefter og snakke lidt sammen?”

Efter messen snakkede de længe sammen, og det blev bestemt, at drengen skulle komme tilbage, og at Don Bosco skulle lære ham at læse og undervise ham i kristendom. “Du må godt tage et par kammerater med, hvis du vil”, var præstens sidste ord.

Allerede den følgende søndag sad der 9 drenge i Don Boscos sakristi. Nogle måneder senere var der 80, og tallet voksede stadig. Sakristiet kunne slet ikke rumme dem, så Don Bosco byggede et “oratorium” i en gammel skofabrik, som han lavede til en slags aftenskole, som tiltrak hundredevis af drenge.

Don Bosco tog tit drenge med på søndagsudflugter på landet, hvor man begyndte med messe, fulgt af morgenmad og friluftslege, undervisning i katekismus, naturstudier, musik og så vesper som afslutning. Han troede på betydningen både af kontakt med naturens skønhed og den opløftende kraft i musik.

Hans aktiviteter for forsømte drenge voksede stadig, og på et tidspunkt bad han sin mor om at komme og hjælpe med arbejdet. Sammen med hende, «Mamma Margareta», åbnede han et pensionat for omkring 40 fattige lærlinge. Hun var husholderske dér helt til sin død i 1857. I 1853 oprettede han to værksteder til oplæring av skræddere og skomagere. I 1856 var projektet vokset til 150 fastboende drenge, et trykkeri og fire værksteder for forskellige håndværkere. Der var også 500 børn tilknyttet oratoriene og ti præster til at hjælpe med undervisningen. En gang skrev han, at han ikke kunne huske, at han nogensinde virkelig havde straffet en dreng, til trods for at nogen af dem faktisk var det, som nu kaldes ungdomsforbrydere.

I 1868 var der 800 studenter tilknyttet hans uddannelsessystem.

På et tidspunkt blev Torino ramt af en koleraepidemi, og snart var 500 døde. Befolkningen som helhed nægtede at tage sig af de syge og døde. Men Don Bosco fortalte drengene, at så længe de stolede på Guds nåde og ikke begik nogen dødssynder, ville de ikke blive smittet. Han delte dem op i grupper, som bar de syge til sygehusene og de døde til lighusene. Han lærte dem at vaske hænderne med eddike, når de havde rørt ved de syge og døde. Da epidemien stansede i oktober, var 1.400 døde, men ikke én af drengene var blevet smittet.

Ved siden af sit arbejde med de forsømte drenge, sørgede han også for at sende missionærer til Argentina. Han skrev kateketisk materiale, som blev spredt over hele Italien, lige som han grundlagde flere trykkerier.

Han døde i 1888 72 år gammel. Ved hans begravelse kom flere end 40.000 for at vise ham den sidste ære, og Pave Johannes Paul II (1978-2005) udråbte ham til «lærer og far for de unge».

December måneds helgen: Nicolaus af Myra

NICOLAUS AF MYRA

Festdag 6. december

Sankt Nicolaus blev født i det 4. århundrede i landsbyen Patara. På dette tidspunkt var området græsk, men er nu den sydlige del af Tyrkiet. Hans rige forældre, der opdrog ham som kristen, døde, mens Nicolaus stadig var ung. Allerede mens han endnu var et lille barn, levede han som en helgen: Han var god og hjælpsom, bad til Gud mange gange om dagen og gjorde sig umage for at leve lige som Jesus. Lige som sine forældre adlød han Jesus ord om at sælge alt, hvad han ejede, og give pengene til de fattige. Nicolaus brugte hele sin arv på at hjælpe de syge og dem i nød.

Sankt Nicolaus blev landskendt for sin gavmildhed, for sin kærlighed til børn og omsorg for de søfarende. Derfor er mange kirker i havnebyer opkaldt efter ham, f. eks. Domkirken i Århus. Nicolaus blev først præst og siden biskop i Myra, og han var stadig den gode, gavmilde mand, som prøvede at hjælpe alle, som trængte til det. Det fortælles, at der var tre piger, som virkelig var i stor nød. Deres mor var død, og faderen var så fattig, at pigerne ikke havde mulighed for at blive gift. Dengang skulle en pige nemlig betale en stor sum penge til brudgommen. Pigernes far ville derfor sende dem til et bordel, så de ved at sælge deres egen krop til sex kunne tjene penge til familien. Det er en svinet og forfærdelig måde at tjene penge på, og Gud og englene græder, når mennesker på den måde misbruger deres krop og alt det gode og smukke, som Gud har skabt.

Nicolaus havde hørt om pigerne, og han ville hjælpe dem. Så en mørk aften, da pigerne sad og græd over, at de snart skulle sende hen til dette frygtelige sted, kom der pludselig noget susende ind gennem det åbne vindue og faldt på gulvet med et tungt BUMP. – Hvad var dog det? Inden de havde fået samlet tingen op, lød der to bump mere: Det var tre poser med guldpenge. Nikolaus havde taget af sine egne penge og i hemmelighed givet dem til pigerne, for at de kunne blive fri for at tjene penge på den modbydelige måde og i stedet blive ordentligt gift med en mand, de elskede.

Da Nicolaus jo var blevet biskop, gik han med en rød bispekåbe og en stor spids bispehue, som kaldes en mitra, og som godt kunne ligne en nissehue. Historien om den gode biskop blev fortalt over hele verden, og heraf kommer historien om julemanden, der giver gaver.

I mange andre lande kalder man ham ikke julemand, men bruger hans rigtige navn Sankt Nikolaus. Omkring 700 år efter Nikolaus’ død, blev Myra og hele landet erobret af muslimerne. Mange kristne var kede af, at Nikolaus grav skulle ligge i et muslimsk land. Det lykkedes en flok sømænd fra Italien at finde hans grav og smugle hans jordiske rester ud af Tyrkiet og tage dem med til Italien, hvor han blev begravet i byen Bari, og der blev bygget en smuk kirke over hans grav. Den hedder ”La Basilica de San Nicola”. Af ham kan vi lære at være gavmilde, så at vi ikke skraber sammen til os selv, men i stedet for deler, hvad vi har, med andre. Når julen nærmer sig, må Sankt Nikolaus minde os om, at vi ikke skal ønske os en hel masse til jul, men i stedet finde ud af, hvilke gaver, vi kan glæde de andre med.

December måneds helgen: Santa Lucia

SANTA LUCIA (ca.286 – 304)

Festdag 13. december

Navnet Lucia betyder LYS. Kristus er verdens Lys, og Lucia bragte bud om Hans lys til en verden, der også på hendes tid var fyldt med mørke og ondskab. Lucia blev født i på Sicilien omkring år 285. Hun tilhørte en fornem og velhavnede familie. Hendes far døde, mens hun endnu var lille, så det var hendes mor, som tog sig af hende. Både Lucia og hendes mor var kristne, men hemmeligt, for den romerske kejser Diokletian forfulgte og dræbte alle de kristne, han kunne finde.

Lucia elskede Jesus så højt, at hun allerede som barn havde aflagt løfte om at leve i kyskhed, og at hun aldrig ville gifte sig, men ville leve alene for sin himmelske brudgom. Derfor havde hun også besluttet, at når hun blev voksen, ville hun give alt, hvad hun ejede til de fattige. Men hun fortalte ikke nogen om sin beslutning, ikke engang sin Mor.

Allerede før Lucia blev voksen, bragte hun i hemmelighed mad ud til de fattige - ofte om natten, for at det ikke skulle blive opdaget. Da hun havde hænderne fulde af kurve med mad, måtte hun bære lys på sit hoved for at finde vej. Det er derfor, Luciabruden i dag bærer sin krone med lys, og alle pigerne, som følger hende, har lys i hænderne.

Lucia voksede op til at blive en smuk ung pige, og moderen lovede hende derfor bort til en ung hedensk adelsmand, som var betaget af hendes skønhed. Lucia var fortvivlet, og det lykkedes hende flere gange at udskyde forlovelsen, mens hun inderligt bad Gud om at redde hende fra dette ægteskab. Hendes mor blev nu alvorligt syg, og lægerne kunne ikke hjælpe hende. Lucia fik derfor overtalt sin mor til at de sammen rejste til et valfartssted, hvor den hellige Agatha lå begravet. Agatha var en af dem, der var blevet slået ihjel, fordi hun var kristen. Her ved hendes grav var mange mennesker blevet helbredt. Mens de bad, viste Sankt Agatha sig i et syn for Lucia, og hun sagde: ”Min kære søster, hvorfor beder du mig om noget, som du lige så godt selv kan give din mor? Din tro har helbredt hende!” Og virkelig: Der skete et mirakel, og Lucias mor blev helt rask. Moderen indså nu, at Lucia skulle have lov at leve helt for Jesus som ugift jomfru og give hele sin medgift til de fattige. Men den mand, som ville gifte sig med hende, blev aldeles rasende over, at hun ikke ville have ham, så han gik til kejseren og fortalte ham, at Lucia var kristen.

Det skete i året 303, da Lucia var 18 år. Nu blev hun fængslet og underkastet tortur, men hun holdt fast ved, at hun var kristen og aldrig ville være andet. Da blev hun dømt til at blive lukket inde i et bordel, et sted hvor piger og kvinder blev tvunget til at leve som prostituerede. Så skulle hun nok lære at opgive sin kyskhed. Hun skulle køres derhen på en oksekærre gennem hele byen, så alle kunne gøre nar ad hende og spytte på hende. Men hverken okserne eller en hel hær af stærke mænd kunne flytte hende. Så blev kejserens mænd rasende og samlede en masse brænde sammen omkring hendes fødder og satte ild på for at brænde hende levende, men ilden rørte hende ikke. Så hældte de kogende olie over hende, men hun fortsatte med at være helt uskadt. Så blev statholderen så bange, at han dømte hende til at dø ved et sværd. Det var den 13.december: Bødlen borede et sværd i halsen på hende, men inden hun døde, nåede hendes præst og gav hende den hellige kommunion. Således blev hun endelig forenet med sin himmelske brudgom. Derfor er denne dag blevet hendes festdag. Det er netop den dag, man går i Luciaoptog. Det er den mørke tid lige før jul, hvor man særlig længes efter, at lyset skal komme med budskabet om Jesu fødsel. Lucia bringer bud om, at lyset er på vej.

Lucia døde altså som martyr. Især i begyndelsen, mens kristendommen endnu var ny, var der rigtig mange kristne, som døde for deres tro. De ville ikke tilbede kejseren, men ville tilhøre Kristus alene. Derfor blev de kristne forfulgt og slået ihjel på alle mulige forfærdelige måder. Mange blev kastet for løver og andre vilde dyr, så kejseren og hans folk kunne sidde og kigge på, at de blev flået og ædt. Andre blev brændt levende. En af de romerske kejsere smurte dem ind i tjære og brugte dem som fakler, når han havde havefest. Andre blev korsfæstet lige som Jesus. Det gjorde f. eks. Apostlen Peter. Men denne forfærdelige forfølgelse af de kristne fik ikke udryddet kristendommen. Tværtimod. For når folk så, at troen på Jesus betød så meget for de kristne, at de ville ofre deres liv for den, så åbnede det manges øjne for, at kun her kunne de finde Sandheden, glæden og det evige liv. Derfor blev der flere og flere, som omvendte sig og blev kristne. Også i vores tid bliver kristne forfulgt mange steder i verden. Her i vores land bliver man ikke slået ihjel, fordi man er kristen, men ofte bliver man drillet og hånet, især hvis man er katolsk kristen. Vi må bede Gud give os mod og kærlighed nok til at holde fast ved vores tro, så vi lige som Lucia kan bringe lys og glæde ud til mange mennesker.

Midt i den mørke nat
lysene brænder
Vi bærer lyset frem
i vore hænder.
Nu skal det stråle ud og mørket sprede.
Det bringer bud fra Gud:
Alt er nu rede.
Budskab vi bringer med,
budskab om julefred
Santa Lucia, Santa Lucia.

Nu brydes mørkets magt.
Natten må vige.
Som det var forudsagt,
kommer Guds rige.
Lyset kom til os ned,
søgte og fandt os.
Vi så Hans herlighed
stå midt iblandt os.
Budskab vi bringer med
budskab om julefred,
Santa Lucia, Santa Lucia

December måneds helgen: Stefanus

DEN HELLIGE STEFANUS
Mindedag: 26. december

I kunsten er hans attributter sædvanligvis en Evangeliebog, en sten og nogen gange en martyrpalme.

2. juledag ærer vi den hellige Stefanus.

Han levede i Jerusalem samtidig med Jesus. Han var den første kristne som blev dræbt for sin tro.

Det eneste, vi ved om ham, står i Apostlenes Gerninger kap.6 og 7. Stefan var ”en mand fuld af nåde og kraft”, sandsynligvis en græsktalende jøde, da han nævnes som den første af de syv mænd, som apostlene valgte til at sørge for de græsktalende enker blandt de kristne i Jerusalem. Apostlene indviede dem ved bøn og håndspålæggelse til en slags diakoner.

Stefan har muligvis fået sin uddannelse i Alexandria. Han var en stor prædikant, og han ”gjorde store undere og tegn iblandt folket”. Men jøderne ville af med ham. I Apostlenes Gerninger kap 6 står der: Jøderne fik i al hemmelighed nogle mænd til at sige: ”Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.” De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: ”Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.” Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.

Nu holdt Stefanus en stor forsvarstale, hvor han fortalte hele Israels historie og sluttede med disse ord:

”I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.”

Videre læser vi Apostlenes Gerninger kap. 7:

”Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Den unge mand ved navn Saulus, som passede på bødlernes kapper og bifaldt henrettelsen, var ham, som senere skulle omvende sig og blive til Paulus, hedningernes apostel..

Efter Stefans død udbrød der en omfattende forfølgelse af de kristne, og mange flygtede fra Jerusalem.

Stefanus blev æret som helgen helt fra de første århundreder og mange kirker har navn efter ham, f. eks. den berømte Stefansdom i Wien.

November måneds helgen: Elisabeth af Thüringen

ELISABETH AF THÜRINGEN (- eller af Ungarn) (1207 – 1231)
Festdag: 17. november

Det var en forårsdag 1207. Der måtte være noget helt særligt på færde, for højt oppe på Wartburg blafrede de kulørte banner i vinden, og på vejen op ad bjerget myldrede det med riddere og fruer på stolte heste og i pragtfulde vogne. Solen strålede i blanke hjælme og fruernes smykker af guld og ædle stene. Aldrig havde den fattige befolkning i landsbyen set så megen pragt på én gang. Nok vidste de, at man på kongernes og riddernes borge levede i ufattelig ødselhed og rigdom, men nu så de det virkelig lige for deres egne øjne. Anledningen var, at man havde arrangeret en "sangerdyst". For ligesom ridderne holdt turneringer og kappedes om, hvem der længst kunne holde sig på hesten i kamp, således skulle de største sangere og musikanter fra hele Europa nu samles til en kappestrid: Hvem kunne synge de skønneste sange om længsel, kærlighed og tapperhed? De kom fra mange forskellige steder, især fra Frankrig og Tyskland. En af dem havde været helt i Danmark og sunget for Kong Valdemar Sejr og hans dronning Dagmar, da de blev gift nogle få år tidligere. Andre kom fra Richard Løvehjertes hof i England. De blev kaldt "minnesangere", for "minne" betød kærlighed.

De to berømteste af sangerne var Wolfram von Eschenbach og Walther von der Vogelweide. De kom ofte på Wartburg, hvor de sang om den høviske kærlighed, hvor ridderen længes efter sin skønne frue, men sjældent får sin længsel opfyldt, fordi man dengang ikke kunne få lov at blive gift med den, man elskede. Det var nemlig familierne, der bestemte, hvem der skulle giftes med hinanden, og kun hvis man var meget heldig, kunne man med tiden komme til at elske den, man var blevet gift med.

Ved sangerdysten på Wartburg i Thüringen i 1207 var der en berømt lærd mand til stede. Hans navn var Mester Klingsohn. Om natten fik han et syn, og han sagde til fyrsten på borgen: ”En skøn stjerne vil opgå i Ungarn og overstråle hele verden: I denne nat vil kongen af Ungarn få en datter, som skal hedde Elisabeth, og hun skal blive ægtehustru til fyrsten på Wartburg”.

Samme nat fødte dronning Gertrud af Ungarn en lille prinsesse, der blev døbt Elisabeth. Både
kongen, Kong Andreas II, og hans dronning var ud af mægtige og rige slægter, og det vigtigste for dem var at fastholde deres magt og rigdom. Derfor besluttede de, at den lille Prinsesse Elisabeth skulle giftes med en mand fra en lige så mægtig og rig familie. Fyrsten på Wartburg havde to sønner, så da Elisabeth var 4 år gammel blev de to familier enige om, at hun skulle giftes med en af disse sønner, som da var 11 år gammel. Den lille prinsesse blev derfor ført til Thüringen, til Wartburg, med et vældigt brudefølge og så rige brudegaver, at der aldrig var set magen til i Thüringerland. Der var guld, sølv og ædelsten i store mængder, pragtfulde klæder af fløjl, silke og pelsværk, og et badekar af det pureste sølv, som den lille kongedatter skulle bades i. Også ved denne lejlighed har man sikkert haft besøg af Walther von der Vogelweide eller en af de andre minnesangere, som skulle gøre trolovelsesfesten fuldkommen med sine kærlighedssange.

Prinsesse Elisabeth af Ungarn voksede nu op på borgen Wartburg i Thüringen. Hun havde fået et
par af sine bedste legekammerater med hjemme fra Ungarn. Hun var en strålende glad og munter pige, men snart fik hun verdens ondskab at føle, da der kom bud om, at hendes mor, Dronning Gertrud, var blevet myrdet. Da var hun 6 år gammel. Og nu begyndte det også at gå op for hende, hvor megen nød, der var lige uden for borgens mure og nede i byen Eisenach. Hun så stadig mere klart den skærende modsætning mellem hoffets vilde luksus og den forfærdende fattigdom og elendighed, som rådede blandt almindelige mennesker. Selv om hun endnu kun var et barn, så hun, at en så himmelråbende forskel mellem rigdom og elendighed måtte være imod Guds bud. Derfor begyndte den rige kongedatter nu at klæde sig i stadig mere enkle og beskedne klæder – at gå med bare fødder, uden smykker, pelsværk, silke, fløjl og alt det andet, som adelsfolk ellers plejede at pyntede sig med. Om søndagen, når fyrstefamilien gik til messe, plejede kvinderne at bære pragtfulde kroner eller diademer af guld, sølv, perler og ædelsten. Men Elisabeth tog en simpel ulden kjole på af den slags, som landsbykonerne brugte, og hun tog sin guldkrone af.

Slottets beboere var forargede og skældte hende ud for at ligne en tjenestepige eller en snerpet nonne i stedet for en kongedatter og tysk fyrstinde.

"Hvordan kan jeg bære en krone af guld, når Jesus bærer en krone af torne?" svarede hun. Mere og mere pinte det hende, at hun ikke kunne leve helt som Jesus havde sagt: "Vil du værefuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Da Elisabeth var 15 år gammel, blev deres bryllup fejret med fyrstelig pragt. Til trods for, at det var deres forældre, som havde bestemt, at de skulle giftes, elskede de hinanden med en kærlighed lige så glødende og lidenskabelig som den, minnesangerne sang om i deres viser. Nu fik det ødsle luksusliv på borgen en ende, for Ludvig var enig med sin unge kone i, at de måtte prøve at leve sådan som Jesus havde sagt: ”I skal være barmhjertige og dele, hvad I har, med dem, som ingenting har”. Gang på gang solgte hun ud af sine rigdomme for at hjælpe de fattige og syge nede i Eisenach ved borgens fod. Ludvig elskede Elisabeth og støttede hende, når hun gik ud og gav de fattige mad, plejede de syge og tog sig af forældreløse børn.

En dag, hvor Ludvig var ude at rejse, havde hun taget en spedalsk mand ind på slottet for at behandle ham. Hun vaskede hans betændte sår, behandlede dem med olie og helbredende urter, og til sidst lagde hun ham i sin ægtemands seng, for bedre at kunne pleje ham. Imidlertid kom Ludvig uventet hjem. Hans mor, den gamle fyrstinde, var rasende over den måde, Elisabeth levede på, så hun trak Ludvig ind i soveværelset for at vise ham, at der lå en fremmed mand i hans ægteseng: "Nu skal du se, hvad din kone foretager sig, når du er væk!" Han rev dynen af, men hvad så han? I stedet for den spedalske så han den korsfæstede Frelser ligge i sin seng. Han stod som naglet til jorden, for var det ikke præcis det, Jesus havde sagt: "Alt hvad du gør mod en af disse mine mindste, har du gjort imod mig". Bevæget og ydmyg sagde han til Elisabeth, som var fulgt efter ham: "Min elskede kone, sådanne gæster må du gerne tit lægge i min seng! Du skal ikke lade nogen standse dig i at vise barmhjertighed". Sådan støttede han hende i hendes omsorg for de fattige og syge. Nede i Eisenach for foden af Wartburg grundlagde de sammen et sygehus, som de opkaldte efter Den hellige Frans af Assisi, som stadig levede i Italien, og som på denne tid også var ved at blive kendt i Tyskland.

I året 1225 kom der en stor hungersnød, så stor, at de fattige måtte blande jord i deres mel, når de bagte brød, og de måtte slagte deres sidste køer og heste, ja selv deres hunde og katte måtte de slagte og spise for ikke at dø af sult. Ludvig var på det tidspunkt i Italien hos Kejseren, og den 18- årige borgfrue havde ansvaret for hans besiddelser. Resolut åbnede hun alle borgens private kornkamre og sørgede for mad til de sultende. I denne periode kom der hver dag omkring 900 fattige op på Wartburg for at få mad. Ludvigs skatkammer, hvor han gemte 64.000 guldstykker, tømte hun til sidste skilling for at bespise de mange sultende.

Da Ludvig kom tilbage fra Italien, var Wartburgs sidste reserver ved at være opbrugt. Hadefulde forvaltere og familiemedlemmer anklagede den forrykte borgfrue for at have bragt fyrstehuset til fallittens rand. Men Ludvig vinkede dem af med kærlig overbærenhed og sagde: "Lad hende dog gøre alt det gode, hun vil. Lad hende dog give Gud alt, bare hun lader mig beholde Wartburg."

Elisabeth opsøgte i stedet et nonnekloster, hvor hendes tante var abbedisse. Her overlod hun børnene i nonnernes varetægt, mens hun selv fik hjælp af en onkel, som var biskop. Han var ivrig efter at gifte hende bort, for hun var jo kun 20 år, og der var flere, som bejlede til den unge enke. En af dem var selveste kejseren, Frederik II. Men hun havde lovet Ludvig, at hvis der skulle ske noget med ham, ville hun aldrig gifte sig igen. Nu ville hun alene tilhøre Kristus. Hun havde jo hørt om Frans af Assisi, for han havde nogle år tidligere, i 1221, sendt nogle af sine brødre til Tyskland. De var også kommet til Thüringen, og Elisabeth havde selv beskyttet dem og egenhændigt spundet uld til deres munkekutter og skænket dem et kapel i Eisenach. Som tak havde Frans selv sendt hende en bodsklæding af ufarvet uld, som hun tog på, hver gang hun gik ned i byen for at tjene de fattige. (Elisabeths bodsklædning hænger endnu den dag i dag i et glasskab i sognekiren i landsbyen Oberwalluf ved Rhinen).

Elisabeth stod nu helt alene i verden, og hun besluttede derfor at træde ind i franciskanernes tredje orden. Da Ludvigs riddere kom tilbage fra korstoget, sørgede de for, at Elisabeth fik noget af den medgift tilbage, som hun selv som barn havde medbragt til Wartburg. For de penge byggede hun et hospital, hvor hun plejede de syge, som ikke kunne komme ind på andre sygehuse. Herefter arbejdede hun udelukkende for at tjene de fattige, syge og gamle. Hun spandt og syede selv tøj til de fattige, hun gjorde rent hos dem, og tog endda ud at fiske for at skaffe mad til de sultende. Hun plejede de spedalske, rensede og forbandt deres stinkende sår. "Hvor er det dejligt", sagde hun til en af de piger, der hjalp hende, "at vi sådan må bade og pleje vor Herre!" For det var Jesus, hun så i hver eneste af de stakler, som hun hjalp. Det var kærligheden til Ham, som var drivkraften i hendes hengivelse for andre.

Elisabeth var utrættelig med at tjene dem, som var i nød. Hun skånede aldrig sig selv, men sled bogstaveligt talt sig selv op. Hun blev syg og døde den 17. november 1231, kun 24 år gammel, og det fortælles, at der fra hendes legeme udgik en vidunderlig duft, som havde helbredende virkning.

Allerede den 27. maj 1235, kun fire år efter sin død, blev hun helgenkåret – 7 år efter Frans af Assisi, som havde været hendes store forbillede.

Lige som Frans, havde hun givet afkald på alt: Rigdom, magt, pragt og berømmelse for at blive en tjener for andre mennesker. Lige som Frans havde hun levet i Kristi efterfølgelse i fattigdom og ydmyghed, selv om hun var født som kongedatter og kunne have været en af de rigeste og mægtigste kvinder i riddertidens Europa.

Hun gav hver eneste dag af sit liv for at være alles tjener. "Større kærlighed har ingen, end den som giver sit liv for sine venner", siger Jesus.